Foto: Sally Mann
Det
Nationale Fotomuseum i København viser frem til den 20. september 2008 en retrospektiv udstilling af Sally Manns fotografier.
Udstillingen omfatter 4 serier dækkende perioden fra gennembruddet med familie fotografierne "Immediate Family" fra begyndelsen af 90'erne over landskabsfotografier fra de Amerikanske sydstater, lig i opløsning, frem til en række nærbilleder af hendes nu voksne børns ansigter.
De fleste som var en smule interesseret i samtidsfotografiet i 90'erne er bekendt med billederne fra "Immediate Family" og har sikkert også hørt om den furore der fulgte i kølvandet på offentliggørelsen af hendes børns nøgne leg i naturen. Debatten der fulgte var forudsigelig og er nu historie.
Mange provokerende kunstværker mister deres forargende nerve med tiden efterhånden som samfundsmoralen bliver mere tolerant. Kunstværket ender med at stå tilbage og må tale for sig selv på sine egne æstetiske præmisser - og skal måske hjælpes på vej ved hjælp af kunsthistorisk formidling som forklarer hvor forargende disse billeder var i deres samtid. Det gør det til et problem for beskueren da man ikke kan betragte kunsten for pålydende, men må støtte sig til kunsthistorisk fortolkning.
”Immediate Family” serien har interessant nok ikke dette problem. Mange års debat om - og medieopmærksomhed på pædofili gør, at ”Immediate Family” om muligt er mere ”provokerende” nu end de var ved offentliggørelsen i 1992.
Sally Mann’s fotografier fra gennembrudsserien er usædvanligt smukke fotografisk, og man fristes til at bruge lang tid på at studere komposition, tone skala og detaljer, men børnenes eksplicitte nøgenhed står i vejen. Man har som beskuer ikke ligefrem lyst til at stå med ansigtet tæt på et nøgenfoto af et barn og det sætter naturligvis tanker i gang om hvad som er naturligt og uskyldig nøgenhed - og hvad som bør være offentligt og hvad som bør være privat og hvad er det for en moral som trækker en væk fra værket.
Billedserien har således ikke mistet sin provokerende brod – snarere tværtimod.
Billedernes indhold stemmer dog ikke helt overens med kunstnerens postulat. Sally Mann gemmer sig bag uskyldighedens og naturlighedens argument, men har i sine mange af opstillinger og billedvalg helt klart udvalgt kompositioner med ret eksplicit seksuelle referencer.
Børnenes nøgne leg er muligvis uskyldig men hendes fotografier lægger et "voksenfilter" på billedet som filtrerer meget af uskylden af igen.
Denne konflikt efterlader mig med en noget ambivalent følelse af en hulhed i budskabet og af at blive manipuleret af kunstneren. Hun påstår at afbilde naturlighed men indholdet i hendes billeder stemmer ikke overens med hendes udtalelser og denne uærlighed skaber en distance som jeg ikke tror, er intentionen.
Distancen fortsætter med serien ”Deep South” som er en række landskabsfotografier fra sydstaterne. Visuelt er der tale om meget flotte billeder fotograferet med våde plader i en fotografisk teknik - og med udstyr - fra fotografiets barndom.
Her bliver teknikken til barrieren; en slags forførende flødeskum hvor det ellers anstændige men romantiske landskabsfotografi får et ekstra lag glasur som lynhurtigt gør oplevelsen kvalmende.
En over-retro-romantisk fælde som mange fotokunstnere er faldet i gennem tiden feks. danske Peter Brandes.
Det er indsmigrende og underholdende fotografi hvor overfladen forstyrrer for den eventuelle dybde der måtte være bagved.
Hendes efterfølgende serie benytter samme fotografiske teknik og har menneske lig i opløsning som motiv, og kunne tematisk godt have trængt igennem glasuren.
Her er mine parader dog oppe – muligvis på grund af de indtryk jeg har haft forud. Hvorfor skal jeg se kroppe i opløsning gennem et glansbillede filter, og vil hun sige mig noget eller er det hendes egen personlige dialog jeg er vidne til?
Den sidste serie er portrætter af hendes voksne børns ansigter. Om dem kan jeg blot sige, at jeg finder dem ligegyldige.
Ovenstående fremstår uden tvivl meget forbeholdent, men det reflekterer også den status som Sally Mann er kanoniseret til. Hun er et ”navn” i den globale kunstverden, og det er langt hen af vejen fortjent.
”Intimate Family” er et fotografisk hovedværk i anden halvdel af sidste århundrede og står udsædvanligt nok stadig med en bemærkelsesværdig friskhed så gør gensynet med fotografierne meget velkomment.
”Deep South” er også ganske seværdig, med de forbehold jeg har nævnt ovenfor
Det er den opløftning af kunstneren til piedestalhøjde som meget litteratur og ikke mindst kuratorens katalogtekst gør, som jeg opponerer imod – de fotografier som vises på udstillingen viser ikke et kvalitetsniveau som repræsenterer et tilnærmelsesvist lineært kvalitetsniveau ind over den 20’årige periode som dækkes.
Jeg vil dog anbefale at man ser udstillingen; den er absolut seværdig.
Husk at få det lille katalog med. Det er gratis og indeholder et par fine reproduktioner plus en typisk oppustet kurator tekst som en forskningsinstitution som det Nationale Fotomuseum bør gøre sig for god til at publicere.
Bagerst er der en side med Spørgsmål og Svar i bedste boy-band fanblad stil, f.eks: Hvad er lykke for dig? (hent selv kataloget hvis du vil ha’ svaret)
Etiketter: Anmeldelser, kunst
Jeg nåede lige at se udstillinge Eastern Eye & Western Eye på Tokyo Metropolitan Museum of Photography, inden den lukkede denne weekend.
Du kan se den her: 
