14 april 2010

Bokeh - en god forklaring

Bokeh har mig bekendt ikke et dansk ord, men er betegnelsen for de områder i et foto som er udenfor fokus. Du har sikkert bemærket at bølgerne går højt når "god" og "dårlig" bokeh diskuteres på nettet. Der er forbavsende mange som ikke forstår hvad det er, eller måske enddog benægter det eksisterer.

Hvis du ikke hører til typen som ligefrem benægter at bokeh eksisterer, og er lidt nysgerrig på hvad der gør at nogle objektiver er "bedre" end andre, så tag et kig på denne artikel. Det er den mest forståelige dybdegående beskrivelse af emnet som jeg enddnu er stødt på.

Etiketter: ,

20 maj 2009

50 mm F1.1 til Leica M - Fra Cosina/Voigtländer


Cosina er på vej med en ny 50 mm som alternativ til den kostbare Noctilux: En 50 mm F1.1 Nocton . Listeprisen bliver 125.000 yen (ca. 7.000 kr med den nuværende kurs).
Selvom objektivet ikke er i handlen endnu, har Tom Abrahamson haft lejlighed til at bruge et eksemplar (han er ven med Cosina's direktør).

Etiketter: ,

27 februar 2009

Dansk pris på Super Elmar 18/3.8

Den danske Leica importør har annonceret at Super-Elmar 18/3,8 M ASPH vil kunne erhverves fra marts 2009 til 18.000 Kr.

Etiketter:

19 februar 2009

Nyt Leica M objektiv

Leica lancerer i marts 2009 et nyt vidvinkel objektiv Super-Elmar-M 18 mm f/ 3.8 ASPH med tilhørende søger. Objektivet dækker 24x36 mm. Bruges det på en M8 vil det svare til et 24 mm pga. den mindre sensor (x1.3). Der er endnu ikke prisinformationer.

Etiketter: ,

31 januar 2009

Der er gået lidt kult i G1

Den nye G1 fra Panasonic nyder godt af forsømte Leica M brugere (m.f.) som længe har ventet på en betalelig digital mulighed for at bruge deres favorit objektiver. Trods kameraet koster i omegnen af 5000 og adaptoren omkring 2000 er det stadig småpenge i forhold til en M8 eller en bedaget RD-1.
En crop faktor på 2 er åbenbart til at leve med.
Læs mere her.

Etiketter: , , , ,

09 november 2008

Four Thirds Micro med Leica M Optik


Jeg har netop hjemkommet fra et par uger i Japan.
Mens jeg var i Osaka kom det første 4/3 Micro på markedet den 30 okt., hvilket naturligvis blev fuldt op i mange japanske fotoblade. I lufthavnen skimmede jeg et blad (hvis navn jeg har glemt), og jeg bemærkede at bladet havde afprøvet det nye G1 fra Panasonic med en Summicron M 35/2. Der var desværre ingen foto eksempler.

Mit japanske er yderst mangelfuldt, men det forekom mig at adapteren var prissat til 19.990 yen, hvilket svarer til ca. 1.200 kr (excl moms) med den nuværende (meget høje) yen kurs.

(Jeg havde kun mit hjælpeløse mobil kamera på mig, så jeg beklager billedkvaliteten.)

Etiketter: , , ,

09 september 2008

Noctilux 50mm/0.95


Fra Chasseur d'images, nr.307 side 12. Pris: 8000 euros.

Etiketter: , ,

07 juni 2008

Noctilux RIP

Den legendariske lysstærke Noctilux 50/1.0 er udgået af produktion. De 100 sidste eksemplarer sælges som samlerobjekter til 60.000 kr. stykket. [feks hos photografica]

Jeg har ikke personligt brugt en Noct, men har set mange eksempler på dens kunnen. Objektivets bokeh er helt specielt som tydeligt ses på dette foto:
http://photo.net/bboard/q-and-a-fetch-msg?msg_id=00IAS1 (bemærk speciel græsset i forgrunden)
-og det er netop dens ekstreme bokeh som har gjort den berømt og berygtet. Mange som køber objektivet ender med at sælge det igen - simpelthen fordi det er for karakterfuld - dets "fingeraftryk" overstråler fotografens personlige udtryk - og så er det hulens svært at fokusere præcist med blænden åben på 1.0.

Luminous-Landscape har en fin gennemgang af objektivets styrker og svagheder.

Selvom den udgår, vil den nok ikke være svær at få fat på som brugt, Noctilux'en har det som nævnt med at cirkulere på brugt markedet - billig bliver den nok næppe nogen sinde - dertil er den for spændende, fristende og eksotisk.

Etiketter: ,

06 marts 2008

Nyhed fra Olympus

Den fikse lille 25mm/2.8 fra Olympus er super interessant. Sammen med det nye kompakte dslr E-420 kamera med live-view har man ikke blot et ultra portable kamera, men også en meget diskret combo - hvis altså E 420 er lige så tyst som Olympus plejer at lave deres dslr kameraer.

Etiketter: , ,

22 marts 2007

Tja... nu er vi der næsten...

Lauritz har rettet auktionsteksten nævnt i gårsdagens blogindlæg til "Kamera Leica M2 med Summarit 2,8/5 cm" - Kamera model, blænde og brændvidde så det meste er nu OK beskrevet, men Summarit!!! - Hvor svært kan det være at aflæse informationerne på et produkt??

Etiketter: , ,

12 oktober 2006

Forfriskende lysstyrke

I den linde strøm af zoom objektiver omkring F2.8 som markedsføres som "lysstærke" er det forfriskende at Panasonic/Leica laver en
rigtig lysstærk fast brændvidde; 25mm/F1.4 til FourThirds formatet (50mm ækvivalent i 35mm film formatet).


Copyright: dpreview.com

Desværre er det et voldsomt stort objektiv (små 600 gr.) som ikke helt udnytter at FourThirds formatet muliggør kontruktion af små kompakte lysstærke objektiver. Jeg ville trippe ved døren til butikken hvis de introducerede et kompakt fast brændvidde et sted mellem 14 og 18 mm/F2.0 (28-36mm ækvivalent).

Etiketter: ,

31 december 2005

Ét objektiv, ét perspektiv



Når jeg køber et nyt objektiv bruger jeg det normalt eksklusivt i en længere periode for at lære det indgående at kende. Periodens længde afhænger af hvor aktivt jeg tager billeder i perioden, men normalt drejer det sig om 4-6 måneder.
Mange vil sikker finde det tåbeligt at begrænse sig til et enkelt objektiv. Jeg ser det derimod som muligheden for fordybelse - med andre ord en mulighed for at lære et objektivs funtionelle og optiske begrænsninger. Der er absolut ikke tale om en videnskabelig test - det er ren "intuition og fornemmelse". Når jeg afslutter perioden føler jeg at jeg har et indgående kendskab til hvad jeg kan med det objektiv og det perspektiv det repræsenterer, hvordan mine billeder vil se ud under forskellige lysforhold, og hvilke funktionelle mærkværdigheder objektivet besidder.

Jeg har valgt Leica pga. simplicitet. Derfor tager jeg sjældet mere end 1 objektiv med mig når jeg rejser. Det er såledet vigtigt for mig at have en sikkerhed i følelsen af, at jeg ved hvad jeg kan forvente mig af objektivet og ikke mindst; hvad jeg kan forvente mig af mig selv med dette specifikke objektiv.

PS: i øjeblikket er jeg ved at "genopdage" 35mm objektivet og ikke mindst dets perspektiv. Det er ved at være 6-7 år siden jeg selv ejede denne brænnevidde - den gang til Nikon - og det er bemærkelsesværdigt hvor meget jeg er kommet ud af "træning" med 35mm perspektivet. Mere om det en anden gang...

Etiketter: ,

14 maj 2005

Voigtländer 21mm F4: En perle til prisen!

I november 2004 var jeg i Japan hvor jeg kiggede forbi Lemon Camera.
Lemon Camera er en velanset butik i Ginza/Tokyo som har et fint udvalg i målsøgerkameraer og -objektiver, og deres priser er meget rimelige. Jeg anbefaler et besøg hvis du kommer forbi.

Jeg havde på forhånd besluttet at købe Cosina/Voigtländers 21mm til mit Leica M2.

Prisen for et af de gamle 21mm Leica objektiver (21/4 og 21/3.4) ligger pt. omkring Kr. 6.000+ hvis man er tilfreds med et godt brugt eksemplar men i fornuftig brugbar stand. Det siger sig selv, at et nyt eksemplar ligger i et helt andet prisleje.
Jeg har godt kunne tænke mig at eje et objektiv med denne brænnevidde, men prisen har altid været medvirkende til at jeg har besindet mig – vel vidende at det næppe bliver mit mest brugte objektiv.
Voigtländers 21mm har længe haft et positivt ry på Internettet, og udpeges ofte som et rigtigt godt alternativ hvis tegnebogen har noget at sige.



Foto: Voigtlander Color-Skopar 21 mm blænde 4.0 med påmonteret M adaptor.

Prisen inklusive Voigtländers egen M adaptor var omkring Kr. 1.800,-* og jeg må indrømme at jeg blev positivt overrasket da jeg opdagede dels hvor kompakt objektivet var, og dels hvor vellavet det fremstod.
Det var (mod min forventning) ganske behageligt at dreje fokus og blændering – det føltes som kvalitet. Jeg havde nok forventet en mere billig følelse prisen taget i betragtning.
Søgeren er funktionelt ganske god. Uhyre lysstærk, men lidt stor. Den er lavet af plastik, og virker ikke helt så lækker som finish på objektivet – man kan dog ikke klage til den pris.

Jeg valgte at købe den i Chrome. Det siges at den sorte maling som Cosina bruger, har en tendens til hurtigt at blive slidt. Desuden passer Chrome godt til mit M2’s finish.


Foto: Leica M2 påmonteret CV 21mm/F4.0


Jeg har nu haft et halvt års tid til at afprøve denne lille perle og i mit ordvalg kan man næsten gennemskue hvad jeg mener om objektivet: Det er et fund til prisen!*

Den næsten ubegrænsede dybdeskarphed og den store billedvinkel gør den let at tage ”candid” billeder med.
I modsætning til rådet på denne side om at bruge en kort tele, så er et vidvinkelobjektiv efter min mening betydeligt bedre end et teleobjektiv hvis du vil tæt på mennesker.
Teleobjektivet distancerer dig fra motivet – beskueren af dit foto, kan se at du ikke var en del af motivet, men blot en iagttager fra periferien.
Vidvinkelobjektivet placerer dig i begivenhederne, og det kan ses. Pga. dybdeskarpheden og billedvinklen behøver du ikke altid tage kameraet op til øjet, du kan ofte sætte eksponeringen og distancen på forhånd og skyde løs med kameraet hængende omkring halsen.
Billedet nedenfor er det første foto jeg tog med min nye 21mm objektiv. Det er taget i en kosmetikforretning i Ginza ca. 50 meter fra Lemon Camera hvor jeg havde købt det 15 min før
billedet blev taget.
Afstand, blænde og lukkertid er sat på forhånd og jeg trykkede på udløserne lidt tilfældigt, men resultatet blev ikke helt dårligt.


Foto: Leica M2/CV 21/4: Kodak T400CN, blænde 4.0 1/15 sec.

Man kan også gøre brug af den brede vinkel til at tage billeder ganske få centimeter fra menneskers ansigter. Hvis man placerer personen i yderkanten af billedet, vil personen simpelthen tro, at du tager billedet forbi pågældende. Jeg har ikke et billede lige ved hånden som illustration, men jeg vil poste et ved lejlighed.

Kort og godt: et anbefalelsesværdigt objektiv, både hvad angår kvalitet og pris*.


*Bemærk at objektivet koster en del mere i Danmark, ca. 3.500 – Jeg mener dog stadig at det er et fornuftigt køb – også til den pris.

Forhandles bla. af:
DK: Photographica
USA: Cameraquest (som også har nogle gode beskrivelser af features mv.)
UK: Robert White
Japan: Lemon Camera


Etiketter:

23 juni 2004

Ny M 50mm 1.4 ASPH

Det skulle nu være sikkert at Leica barsler med en ny version af den næsten 40 år gamle Summilux 50/1.4: Link til Photografica.

Med sin sædvanlige begejstring for alt nyt fra Leica, har Erwin Puts kigget på produktet: Link til Erwin Puts.

Rygterne siger, at den kommer til at koste 2.500 US$! I forhold til den danske Leica importørs hidtidige prisfastsættelse, vil bæstet i så fald komme til at ligge et stykke over 20.000 Danske kroner!

Jeg tror ikke det var mig Leica havde i tankerne som kunde, da de besluttede at lave dette objektiv :-)

Tilføjelse d. 3. juli 2004: Da jeg skrev ovenstående, var prisen ikke offentliggjort på Photografica's hjemmeside. Det er den nu: små 17000,- incl. moms. Det er naturligvis ikke billigt, men kun små 1000 kr. mere end den eksisterende M 50/1.4. Det er ikke ensbetydende med at jeg stormer ud og køber den, men det er trods alt en positiv overraskelse.

Etiketter: