Henri Cartier-Bresson og Ihee Kimura i Tokyo

Jeg nåede lige at se udstillinge Eastern Eye & Western Eye på Tokyo Metropolitan Museum of Photography, inden den lukkede denne weekend.

Udstillingen bestod af ca 150 fotografier af HCB (som jeg kender godt) og Ihee Kimura (som jeg med skam må sige, at jeg ikke kendte før nu).

Kimura's billeder fra efterkrigstidens Japan er interessant både pga. de eksotiske og fremmedartede motiver, men også pga. de fotografiske kvaliteter. Kimura er ikke så kompositorisk stram som HCB men til gengæld mere menneskelig og mindre kalkuleret.

Udover den traditionelle presentation af fotografier, rummer udstillingen også en seværdig sektion med kontakt ark fra de to fotografer. De giver et godt indblik i deres respektive arbejdsmåde.

Jeg ved ikke om udstillingen sendes rundt i verdenen, men hvis den gør vil jeg anbefale at du ser den hvis du har muligheden.

Sally Mann: Proud Flesh

Sally Mann har bedrevet et nyt fotografisk værk/serie som nu er publiseret i bogform. Under titlen Proud Flesh har hun fotograferet sin mand med samme teknikker som hun brugte til tidligere serier. Jeg har hverken set bog eller de originale fotografier men nævner det her pga. min tidligere kritik af hendes senere fotografiske værker.

Jeg bemærkede at Jorg Colberg udtrykte nogle af de samme forbehold vedr serierne Deep South and What Remains, så det var med interesse jeg læste hans review af Proud Flesh.

G1 review links

Hvis man har lyst til at læse mere om den nye 4/3 Micro, Lumix DMC-G1 fra Panasonic,
så har Mark Goldstein publiseret et review. Et andet review fra Imaging Resources er tilgængeligt her.
G1 er interessant fordi afstanden mellem sensor og bajonet er så kort at man kan sætte Leica M objektiver på med den rette adapter.

Arrogance i den virkelige verden

Man skulle tro at butikker i mursten er nødt til at give exceptionel service for at overleve i et marked hvor online butikker tilbyder større udvalg og billigere priser, men det var ikke den oplevelse jeg fik hos Photografica en lørdag for 2 uger siden.
I manualen til mit Yashica-D havde jeg læst, at den filterbajonet som sidder objektivet accepterer de såkaldte Bay ø 30 aka Bayonet I aka Bay 1 filtre.
På internettet havde jeg læst at disse Bay 1 filtre er en standard som blev benyttet af mange TLR producenter i midten af sidste århundrede, blandt andet Rollei (-cord og -flex).

I min jagt på en modlysblænde og et grønt filter, faldt jeg over Photografica's online prisliste som listede en Rollei modlysblænde til 300,- og et grønt Rollei filter til 200,-.
Ikke ligefremt billigt, men netop den fysiske butik i nærheden muliggør jo en hurtig købstilfredsstillelse - i modsætning til internettet hvor man skal vente flere dage på at modtage sine køb.

Mit besøg i Photografica var dog lidt af et koldt brusebad. Med mit Yashica-D i hånden forklarede jeg ekspedienten i vintage afdelingen min forestilling om at sætte en Rollei Bay 1 modlysblænde og et Rollei Bay 1 filter på kameraet, men fik en hurtig afvisning begrundet i at Bay 1 på en Yashica og Rollei absolut ikke er det samme.
Det hjalp ikke meget, venligt at nævne at jeg havde set flere kilder på nettet som tilkendegav at det godt kunne lade sig gøre.
Som svar fik jeg en arrogant afhandling om; "...at man jo ikke kan sætte hjulkapsler fra en Mercedes over på en Toyota bare fordi begge har ”hjul”...".
Jeg tror såmænd ikke ekspedienten ville have afvist at bevise sin påstand hvis jeg havde insisteret på at afprøve det i praksis, men da jeg ikke havde til hensigt at belønne arrogant behandling med et køb, gad jeg ikke spilde min tid yderligere.

Hjemmefra fandt jeg i stedet et stort udvalg af Bay I filtre og modlysblænder på ebay. En uge senere modtog jeg (fra en meget serviceminded sælger i Luxemburg) en Rollei modlysblænde og fire Rollei filtre i flotte læder etuier til under en tredjedel af hvad det tilsvarende ville koste i Photografica – og de passer perfekt på mit kamera!

God nok!

I disse tider hvor digitale dSLR kameraer skal udskiftes hvert 2-3 år for tilnærmelsesvis at leve op til tidens krav, er det et problem for fotoentusiaster og visse grupper af professionelle, at retfærdiggøre udskrivning af 30-50.000 kr. for et kamerahus.
Som reaktion på en Canon anmeldelse på The Luminous Landscape, kom Geoff Bryant med nogle meget velartikulerede argumenter for at tiden nok at kommet, hvor entry level dSLR kamerahuse kan karakteriseres som Gode Nok til at dække langt de fleste behov, og at fundamentet dermed er lagt for en ny praksis for vores måde at købe og udskifte kameraer på.
I artiklen tales om Canon, men det samme gælder naturligvis også for både Nikon, Olympus, Pentax, Sony osv. som alle har entry level modeller som i output kvalitet kan måle sig med topmodellerne.

[Tilføjet d. 21-07-2008] Jeg vil lige være selvfed og minde om et indlæg jeg skrev på min forbruger blog i 2006. Det er ikke helt samme konklusion, men tæt på.

[Foto af engangskamera med zoom lånt fra Kodaks hjemmeside]

Sally Mann på Det Nationale Fotomuseum i Kbh

Foto: Sally Mann

Det Nationale Fotomuseum i København viser frem til den 20. september 2008 en retrospektiv udstilling af Sally Manns fotografier.

Udstillingen omfatter 4 serier dækkende perioden fra gennembruddet med familie fotografierne "Immediate Family" fra begyndelsen af 90'erne over landskabsfotografier fra de Amerikanske sydstater, lig i opløsning, frem til en række nærbilleder af hendes nu voksne børns ansigter.
De fleste som var en smule interesseret i samtidsfotografiet i 90'erne er bekendt med billederne fra "Immediate Family" og har sikkert også hørt om den furore der fulgte i kølvandet på offentliggørelsen af hendes børns nøgne leg i naturen. Debatten der fulgte var forudsigelig og er nu historie.

Mange provokerende kunstværker mister deres forargende nerve med tiden efterhånden som samfundsmoralen bliver mere tolerant. Kunstværket ender med at stå tilbage og må tale for sig selv på sine egne æstetiske præmisser - og skal måske hjælpes på vej ved hjælp af kunsthistorisk formidling som forklarer hvor forargende disse billeder var i deres samtid. Det gør det til et problem for beskueren da man ikke kan betragte kunsten for pålydende, men må støtte sig til kunsthistorisk fortolkning.

”Immediate Family” serien har interessant nok ikke dette problem. Mange års debat om - og medieopmærksomhed på pædofili gør, at ”Immediate Family” om muligt er mere ”provokerende” nu end de var ved offentliggørelsen i 1992.
Sally Mann’s fotografier fra gennembrudsserien er usædvanligt smukke fotografisk, og man fristes til at bruge lang tid på at studere komposition, tone skala og detaljer, men børnenes eksplicitte nøgenhed står i vejen. Man har som beskuer ikke ligefrem lyst til at stå med ansigtet tæt på et nøgenfoto af et barn og det sætter naturligvis tanker i gang om hvad som er naturligt og uskyldig nøgenhed - og hvad som bør være offentligt og hvad som bør være privat og hvad er det for en moral som trækker en væk fra værket.

Billedserien har således ikke mistet sin provokerende brod – snarere tværtimod.
Billedernes indhold stemmer dog ikke helt overens med kunstnerens postulat. Sally Mann gemmer sig bag uskyldighedens og naturlighedens argument, men har i sine mange af opstillinger og billedvalg helt klart udvalgt kompositioner med ret eksplicit seksuelle referencer.
Børnenes nøgne leg er muligvis uskyldig men hendes fotografier lægger et "voksenfilter" på billedet som filtrerer meget af uskylden af igen.

Denne konflikt efterlader mig med en noget ambivalent følelse af en hulhed i budskabet og af at blive manipuleret af kunstneren. Hun påstår at afbilde naturlighed men indholdet i hendes billeder stemmer ikke overens med hendes udtalelser og denne uærlighed skaber en distance som jeg ikke tror, er intentionen.

Distancen fortsætter med serien ”Deep South” som er en række landskabsfotografier fra sydstaterne. Visuelt er der tale om meget flotte billeder fotograferet med våde plader i en fotografisk teknik - og med udstyr - fra fotografiets barndom.
Her bliver teknikken til barrieren; en slags forførende flødeskum hvor det ellers anstændige men romantiske landskabsfotografi får et ekstra lag glasur som lynhurtigt gør oplevelsen kvalmende.
En over-retro-romantisk fælde som mange fotokunstnere er faldet i gennem tiden feks. danske Peter Brandes.
Det er indsmigrende og underholdende fotografi hvor overfladen forstyrrer for den eventuelle dybde der måtte være bagved.

Hendes efterfølgende serie benytter samme fotografiske teknik og har menneske lig i opløsning som motiv, og kunne tematisk godt have trængt igennem glasuren.
Her er mine parader dog oppe – muligvis på grund af de indtryk jeg har haft forud. Hvorfor skal jeg se kroppe i opløsning gennem et glansbillede filter, og vil hun sige mig noget eller er det hendes egen personlige dialog jeg er vidne til?

Den sidste serie er portrætter af hendes voksne børns ansigter. Om dem kan jeg blot sige, at jeg finder dem ligegyldige.

Ovenstående fremstår uden tvivl meget forbeholdent, men det reflekterer også den status som Sally Mann er kanoniseret til. Hun er et ”navn” i den globale kunstverden, og det er langt hen af vejen fortjent.
”Intimate Family” er et fotografisk hovedværk i anden halvdel af sidste århundrede og står udsædvanligt nok stadig med en bemærkelsesværdig friskhed så gør gensynet med fotografierne meget velkomment.
”Deep South” er også ganske seværdig, med de forbehold jeg har nævnt ovenfor
Det er den opløftning af kunstneren til piedestalhøjde som meget litteratur og ikke mindst kuratorens katalogtekst gør, som jeg opponerer imod – de fotografier som vises på udstillingen viser ikke et kvalitetsniveau som repræsenterer et tilnærmelsesvist lineært kvalitetsniveau ind over den 20’årige periode som dækkes.

Jeg vil dog anbefale at man ser udstillingen; den er absolut seværdig.
Husk at få det lille katalog med. Det er gratis og indeholder et par fine reproduktioner plus en typisk oppustet kurator tekst som en forskningsinstitution som det Nationale Fotomuseum bør gøre sig for god til at publicere.
Bagerst er der en side med Spørgsmål og Svar i bedste boy-band fanblad stil, f.eks: Hvad er lykke for dig? (hent selv kataloget hvis du vil ha’ svaret)

Fototaske Revisited

For et år siden skrev jeg et indlæg om mine fototasker.

Jeg lovede ved den lejlighed at vende tilbage med en opfølgning på erfaringerne med min Billigham Hadley Pro. Sådan et løfte glemmer man jo let, men da jeg i dag kiggede Tom Abrahamsson's Tokyo fotos igennem, stødte jeg på denne "skønhed" - en Brady taske - og kom i tanke om min manglende opfølgning.

Lad mig sige det med det samme: Min Hadley taske er den bedste foto-/rejsetaske jeg har haft hidtil. Jeg elsker læder lukkemekanismen - den lukkes og åbnes hurtigt og let og ikke mindst uden larm (jeg hader lyden af velcro).

Tasken har den rigtige størrelse til mig. Et Leica M2 m. objektiv + måske et ekstra objektiv eller mit DSLR m. en zoom samt alle de småting man render rundt med når man rejser; notes bog, kort, lommekniv osv.

Bomuldsmaterialet er behageligt at røre ved og er nu ved at få lidt patina og personlighed.

Skulderbeskytteren var et tilkøb (ca 15 pund) og har været et godt køb. Den letter trykket på skulderen, men mere vigtigt; så holder den tasken godt fast på skulderen med sin skridsikre neopren underside.

Hadley Pro adskiller sig fra Hadley modellen ved at have et håndtag på toppen og en lomme på "bagsiden" (mod kroppen). Jeg må indrømme at jeg ikke har anvendt disse to features nævneværdigt, så jeg ville nok have været lige så glad for en alm. Hadley til 15 pund mindre.

Hvis jeg skal finde noget negativt, så er der 2 ting som jeg har bemærket:

1. Det forede inserat som beskytter kameraudstyret er en smule ufleksibelt. Et lidt tyndere materiale ville tillade at tasken at følge kroppen bedre.
   
2. Trykknapperne på de to front lommer. De skal trykkes ret hårdt for at lukke og jeg er tit lidt nervøs for om jeg trykker på noget som ligger i tasken og som ikke har godt af at blive presset. Man kan naturligvis putte en tommelfinger bag, men jeg ender normalt med ikke at lukke dem.
   

Det var indvending nr. 2 som fik mig til at kigge på Tom's Brady taske med interesse. Brady tasken har netop samme lukkemekanisme på inderlommen som på flappen. Hadley og Brady ligner ellers meget hinanden i materialer og pris (ca. 100 Pund).

Brady er dog lavet til fiskeri og man skal selv finde ud af noget med inseratet, men jeg overvejer dog at prøve en Brady taske når (og hvis) min Hadley bliver slidt op - men jeg tror der går mange år inden det sker.

[nederste foto lånt fra www.bradybags.co.uk]

En ægte fotojournalists review af M8

Leica's historie er fotojournalistens historie - i hvert fald frem til slut 70'erne hvor de avancerede japanske spejlreflekskameraer havde overtaget markedet.

Med hurtig autofokus og senere digital teknologi som professionelle krav, blev Leica kørt endnu mere bag af dansen i 80'erne og 90'erne og reduceret til kuriosum som primært overlevede på grund af velhavende amatør fotografers romantiske dyrkelse af mærkets fordums storhed.
Mens film stadig var det foretrukne recording medium var der dog pæn håndfuld fotojournalister i verdens brændpunkter som fandt gavn af Leica M's diskrete udseende - en lille gruppe af hardcore fotografer som medvirkede (og stadig medvirker) til at holde den romantiske Leica myte i live.

Gruppen er blevet mindre men det er Leica's held at denne gruppe fotografer arbejder i områder hvor adgang til strøm ikke er en selvfølge, og derfor ikke har droppet alt deres filmudstyr trods fotoredaktionernes krav om hurtige digitale billeder.
Leica har såleder lille gruppe ambasadører der kan løfte Leica myten ind i den digitale tidsalder. Mange af dem har et følesesladet forhold til deres Leica selvom det ofte kun har overlevet i kameratasken som batteriuafhængigt backup kamera.

Leica's marked ligger som nævnt hos den købedygtige amatør, men Leica bør vide at amatøren kigger til den professionelle fotografs præferencer for at finde mærker der kan dække egne behov og ikke mindst drømme.
Eftersom Leica M8 er prissat professionelt (som Nikons og Canons topmodeller), bør kameraet derfor evne at løfte den professionelles behov - og gør det så det?
Det kan du få et bud på, ved at læse Michael Kamber's review som er skrevet på baggrund af professionelt brug i et af verdenens brændpunkter; Irak.

[Foto lånt fra Michael Kambers hjemmeside]

Et par andre reviews fra professionelle fotojournalister:
http://www.popphoto.com/cameras/4133/extreme-field-test-leica-m8-in-iraq.html
http://digitaljournalist.org/issue0709/camera-corner-the-leica-m8-on-assignment.html

DP1 Bruger Anmeldelse

Edward Taylor har skrevet en anmeldelse af Sigma's specielle nye kamera DP1.
Artiklen ligger på The Online Photographer med titlen Sigma DP1: The future meets the past.

Selvom anmeldelsen er overvejende positiv, så er jeg lidt skuffet over at høre at kameraet tilsynelandende er langsomt reagerende. Det havde jeg ikke forventet, men jeg håber at Sigma kan rette op på det gennem firmware opdateringer, for vi skal nok ikke forvente at mange producenter vil turde lave denne type specialist kameraer.

Anbefaling af Blog

En (god) blog er typiske noget man ramler ind i ved en tilfældighed, eller får anbefalet. Man søger sjældent efter blogs, ej heller tror jeg det er normalt at browse sig gennem blog efter blog for at finde guldkornene.
Jeg har tidligere anbefalet The Online Photographer fordi den har hvad man kan kalde Leica sensibility selvom den sjældent eksplicit handler om Leica, og normalt giver jeg lige denne blogs bloganbefalinger en chance da jeg repekterer de fleste af bloggens skribenter.
Seneste guldkorn fra The Online Photographer er bloggen Conscientious som har undertitlen '- a weblog about fine-art photography (and more)'. Som undertitlen antyder handler det om fine art - eller kunstfotografi.
Det er sjældent man finder gode diskussioner/blogs indenfor dette område, så check den ud hvis det er noget der tænder dig.

Reality Hits!!

Næppe har jeg rost Michael Reichmann for at lave troværdige reviews, og Slam! så kommer hele lavinen omkring de store M8 problemer - og ikke mindst spørgsmålet; "Hvorfor har han og andre kompetente reviewere ikke bemærket det?".

Michael Reichmann indrømmer at han lod Leica læse anmeldelsen, og fjernede på deres forespørgsel noter om disse problemer. (Se Reichmann's nyhedsindlæg for 11 november '06).
Reichmann var "flink", og underminerede hermed sin troværdighed.

I førnævnte nyhedsindlæg forsvarer han sig, og jeg har sympati for hans argumenter og det faktum at han lægger kortene på bordet.
En sund skepsis er en forudsætning for at bevæge sig rundt på internettet, men drøn ærgeligt at det jeg opfattede som en nogenlunde troværdig kilde nu skal læses med et tykkere lag af skepsis.

Jeg vil dog fortsat læse Reichmann's reviews.

Bedre sent end aldrig?

Man kan sige at titlen henviser til, at jeg nu endelig har taget mig sammen til at lave en Weblog.

Jeg er generelt sløv til at få opdateret Leica Bruger Forum. Med en Blog går det lidt hurtigere, og giver mulighed for at nedskrive nogle flygtige tanker uden at der skal lægges for meget i det.

Titlen på min første Blog kan ligeledes overføres på firmaet Leica's digitale strategi: Er det for sent? -Eller er Leica som firma overhovedet i stand til at spille en rolle på dette marked?
Min bekymring går på om Leica er istand til at lave fornuftige digitale løsninger til M og R serien, som er attraktiv nok til dels at folk køber dem, og dels at Leica kan tjene penge på det.

Med det digitale pardigmeskift, er et kamera ikke længere noget som holder i generationer. Før var man blot afhængig af, at der blev produceret 35mm film. Det var pricipielt ligegyldigt om kameraet var produceret i 1954 eller 1984 -bare der var adgang til film. Hvis kameraet var af god kvalitet, kunne man forvente at man kunne benytte det i generationer.

Digitale kameraer er anderledes. De ligner til forveksling computeren: Det kan godt være den opfylder ens behov når man køber den, men den har begrænset levetid. Ikke dermed sagt at computeren eller digital kameraet ikke kan holde mere end 4-5 år. Men når den tid er gået, har tilstrækkeligt mange parametre ændret sig, så kameraet næppe længere er praktisk at bruge.
Kig blot på computeren. Hvad ville du sige til at bruge en 10 år gammel computer? Den virker måske og den kan stadig hvad den kunne dengang du købte den, men kan den køre den seneste version af Internet Explorer? Kan du se videoklip på den? Den bruger måske de store 5½" diskettedrev som ingen andre bruger. Den har ikke USB stik, så du kan ikke købe externe enheder og du har måske svært ved at finde et netkort som passe til den, så den kan komme på en ADSL forbindelse osv. osv.

De samme forhold gælder for digital kameraet. Det er ultra afhængigt af en mængde "externe" forhold: Storage device standarder, batteri type, data overførselsteknologi, den tilhørende softwares evne til at afvikles på computeren.
Med andre ord: Det digitale kamera er ligesom computeren, et produkt med en kort levetid.

Det er udviklingen, om vi kan li' det eller ej.

Min bekymring for Leica's fremtid hænger tæt sammen med ovenstående forhold.
Hvis vi først kigger lidt på hvem der køber Leica; så er det i hvert fald ikke professionelle fotografer (selvom produkterne er fremstillet i professionel kvalitet). Det er amatørfotografer der køber Leica, fordi de har råd til det, og fordi udstyret er af overordenlig høj kvalitet, og dermed kan holde i generationer.

Professionelle har for længst skiftet til Canon og Nikon. At et dyrt digitalt SLR kamera kun har en teknologisk levetid på 4-5 år er ligegyldigt, for den professionelle har sandsynligvis slidt det op indenfor perioden.

Leica's kunder er ikke professionelle, og de har ikke slidt deres dyre Leica kamera op på 4-5 år. Det er OK hvad angår den analoge teknologi for den kan jo benyttes i generationer, men er køberne villige til at betale dyrt (og jeg kan garantere at det bliver dyrt) for et Digitalt Leica M eller R med en forventet levetid på 5 år?
Jeg tvivler! - Og jeg tror at det bliver meget svært for et firma som Leica, at finde sin niche i den kommende fremtid.

Hvis du har kommentare til denne blog, så kan du poste dine tanker på: Leica Online Forum