Hvad gør et foto fantastisk?

Jörg Colberg, som i øvrigt skriver en læsværdig blog, udforskede for noget tid siden hvad som gør et "godt" fotografi.

18 interviews med fotografer

Med titlen "What makes photographers click" har Pixchannel lagt 18 interviews med kendte fotografer på nettet til fri aflytning; f.eks: Eliott Erwitt, Ralph Gibson, Duane Michaels, Mary Ellen Mark.
Jeg har ikke set alle endnu, men der er spændende materiale imellem.

Enten kræver filmene meget båndbredde, eller også var jeg uheldig at besøge siden på et travlt tidspunkt. Hvis man, som mig, har problemer med at streame et interview, vil jeg anbefale at du lader interviewet loade mens du laver noget andet (jeg tror man er nødt til at lade det køre - hvis man blot pauser, så ser det ud som om streamingen også stopper). Når det er loaded kan man trække indikatoren (pilen) til begyndelsen og se det uden hakker i billed og lyd.

Interview med Magnum fotograf Bruce Davidson

Et interessant radio interview med Magnum fotografen Bruce Davidson.
Der er et lille slide show på Magnums hjemmeside.

Sally Mann på Det Nationale Fotomuseum i Kbh

Foto: Sally Mann

Det Nationale Fotomuseum i København viser frem til den 20. september 2008 en retrospektiv udstilling af Sally Manns fotografier.

Udstillingen omfatter 4 serier dækkende perioden fra gennembruddet med familie fotografierne "Immediate Family" fra begyndelsen af 90'erne over landskabsfotografier fra de Amerikanske sydstater, lig i opløsning, frem til en række nærbilleder af hendes nu voksne børns ansigter.
De fleste som var en smule interesseret i samtidsfotografiet i 90'erne er bekendt med billederne fra "Immediate Family" og har sikkert også hørt om den furore der fulgte i kølvandet på offentliggørelsen af hendes børns nøgne leg i naturen. Debatten der fulgte var forudsigelig og er nu historie.

Mange provokerende kunstværker mister deres forargende nerve med tiden efterhånden som samfundsmoralen bliver mere tolerant. Kunstværket ender med at stå tilbage og må tale for sig selv på sine egne æstetiske præmisser - og skal måske hjælpes på vej ved hjælp af kunsthistorisk formidling som forklarer hvor forargende disse billeder var i deres samtid. Det gør det til et problem for beskueren da man ikke kan betragte kunsten for pålydende, men må støtte sig til kunsthistorisk fortolkning.

”Immediate Family” serien har interessant nok ikke dette problem. Mange års debat om - og medieopmærksomhed på pædofili gør, at ”Immediate Family” om muligt er mere ”provokerende” nu end de var ved offentliggørelsen i 1992.
Sally Mann’s fotografier fra gennembrudsserien er usædvanligt smukke fotografisk, og man fristes til at bruge lang tid på at studere komposition, tone skala og detaljer, men børnenes eksplicitte nøgenhed står i vejen. Man har som beskuer ikke ligefrem lyst til at stå med ansigtet tæt på et nøgenfoto af et barn og det sætter naturligvis tanker i gang om hvad som er naturligt og uskyldig nøgenhed - og hvad som bør være offentligt og hvad som bør være privat og hvad er det for en moral som trækker en væk fra værket.

Billedserien har således ikke mistet sin provokerende brod – snarere tværtimod.
Billedernes indhold stemmer dog ikke helt overens med kunstnerens postulat. Sally Mann gemmer sig bag uskyldighedens og naturlighedens argument, men har i sine mange af opstillinger og billedvalg helt klart udvalgt kompositioner med ret eksplicit seksuelle referencer.
Børnenes nøgne leg er muligvis uskyldig men hendes fotografier lægger et "voksenfilter" på billedet som filtrerer meget af uskylden af igen.

Denne konflikt efterlader mig med en noget ambivalent følelse af en hulhed i budskabet og af at blive manipuleret af kunstneren. Hun påstår at afbilde naturlighed men indholdet i hendes billeder stemmer ikke overens med hendes udtalelser og denne uærlighed skaber en distance som jeg ikke tror, er intentionen.

Distancen fortsætter med serien ”Deep South” som er en række landskabsfotografier fra sydstaterne. Visuelt er der tale om meget flotte billeder fotograferet med våde plader i en fotografisk teknik - og med udstyr - fra fotografiets barndom.
Her bliver teknikken til barrieren; en slags forførende flødeskum hvor det ellers anstændige men romantiske landskabsfotografi får et ekstra lag glasur som lynhurtigt gør oplevelsen kvalmende.
En over-retro-romantisk fælde som mange fotokunstnere er faldet i gennem tiden feks. danske Peter Brandes.
Det er indsmigrende og underholdende fotografi hvor overfladen forstyrrer for den eventuelle dybde der måtte være bagved.

Hendes efterfølgende serie benytter samme fotografiske teknik og har menneske lig i opløsning som motiv, og kunne tematisk godt have trængt igennem glasuren.
Her er mine parader dog oppe – muligvis på grund af de indtryk jeg har haft forud. Hvorfor skal jeg se kroppe i opløsning gennem et glansbillede filter, og vil hun sige mig noget eller er det hendes egen personlige dialog jeg er vidne til?

Den sidste serie er portrætter af hendes voksne børns ansigter. Om dem kan jeg blot sige, at jeg finder dem ligegyldige.

Ovenstående fremstår uden tvivl meget forbeholdent, men det reflekterer også den status som Sally Mann er kanoniseret til. Hun er et ”navn” i den globale kunstverden, og det er langt hen af vejen fortjent.
”Intimate Family” er et fotografisk hovedværk i anden halvdel af sidste århundrede og står udsædvanligt nok stadig med en bemærkelsesværdig friskhed så gør gensynet med fotografierne meget velkomment.
”Deep South” er også ganske seværdig, med de forbehold jeg har nævnt ovenfor
Det er den opløftning af kunstneren til piedestalhøjde som meget litteratur og ikke mindst kuratorens katalogtekst gør, som jeg opponerer imod – de fotografier som vises på udstillingen viser ikke et kvalitetsniveau som repræsenterer et tilnærmelsesvist lineært kvalitetsniveau ind over den 20’årige periode som dækkes.

Jeg vil dog anbefale at man ser udstillingen; den er absolut seværdig.
Husk at få det lille katalog med. Det er gratis og indeholder et par fine reproduktioner plus en typisk oppustet kurator tekst som en forskningsinstitution som det Nationale Fotomuseum bør gøre sig for god til at publicere.
Bagerst er der en side med Spørgsmål og Svar i bedste boy-band fanblad stil, f.eks: Hvad er lykke for dig? (hent selv kataloget hvis du vil ha’ svaret)

Hardcore

En permanent blænde 5.6

[tilføjelse 16. juni 2008]

Ok - man skal åbenbart være logget på Rangefinderforum.com for at linke direkte til et forum indlæg -så her er et screendump af tråden som handler om en person som har fået den gode ide at tatovere blænde 5.6 på sin arm. Modellen for tatoveringen har været blænden i et Summicron objektiv.

Det viser sig åbenbart at det er meget populært at bruge objektiver som model for sine tatoveringer - her er feks. en som har brugt tværsnittet af en Pentax 77mm Ltd.

Fototaske Revisited

For et år siden skrev jeg et indlæg om mine fototasker.

Jeg lovede ved den lejlighed at vende tilbage med en opfølgning på erfaringerne med min Billigham Hadley Pro. Sådan et løfte glemmer man jo let, men da jeg i dag kiggede Tom Abrahamsson's Tokyo fotos igennem, stødte jeg på denne "skønhed" - en Brady taske - og kom i tanke om min manglende opfølgning.

Lad mig sige det med det samme: Min Hadley taske er den bedste foto-/rejsetaske jeg har haft hidtil. Jeg elsker læder lukkemekanismen - den lukkes og åbnes hurtigt og let og ikke mindst uden larm (jeg hader lyden af velcro).

Tasken har den rigtige størrelse til mig. Et Leica M2 m. objektiv + måske et ekstra objektiv eller mit DSLR m. en zoom samt alle de småting man render rundt med når man rejser; notes bog, kort, lommekniv osv.

Bomuldsmaterialet er behageligt at røre ved og er nu ved at få lidt patina og personlighed.

Skulderbeskytteren var et tilkøb (ca 15 pund) og har været et godt køb. Den letter trykket på skulderen, men mere vigtigt; så holder den tasken godt fast på skulderen med sin skridsikre neopren underside.

Hadley Pro adskiller sig fra Hadley modellen ved at have et håndtag på toppen og en lomme på "bagsiden" (mod kroppen). Jeg må indrømme at jeg ikke har anvendt disse to features nævneværdigt, så jeg ville nok have været lige så glad for en alm. Hadley til 15 pund mindre.

Hvis jeg skal finde noget negativt, så er der 2 ting som jeg har bemærket:

1. Det forede inserat som beskytter kameraudstyret er en smule ufleksibelt. Et lidt tyndere materiale ville tillade at tasken at følge kroppen bedre.
   
2. Trykknapperne på de to front lommer. De skal trykkes ret hårdt for at lukke og jeg er tit lidt nervøs for om jeg trykker på noget som ligger i tasken og som ikke har godt af at blive presset. Man kan naturligvis putte en tommelfinger bag, men jeg ender normalt med ikke at lukke dem.
   

Det var indvending nr. 2 som fik mig til at kigge på Tom's Brady taske med interesse. Brady tasken har netop samme lukkemekanisme på inderlommen som på flappen. Hadley og Brady ligner ellers meget hinanden i materialer og pris (ca. 100 Pund).

Brady er dog lavet til fiskeri og man skal selv finde ud af noget med inseratet, men jeg overvejer dog at prøve en Brady taske når (og hvis) min Hadley bliver slidt op - men jeg tror der går mange år inden det sker.

[nederste foto lånt fra www.bradybags.co.uk]

Westlicht hammerslag

Den tidligere omtalte auktion af den første regulære produktionsudgave af M8 (Lot 147) er slut og kameraet blev solgt for 20.000 Euro - en pæn overpris som jeg håber Reporters without Borders får glæde af.

Jeg skimmede lige hammerslagspriserne igennem for M kameraer og bemærker at priserne gennemgående ligger under eller i bunden af vurderingspriserne. Ikke overraskende for mig, men i modstrid med påstande på amerikanske brugerfora som hævder at priserne er stigende. Det er ikke tendensen i europa, men bunder måske i at dollarkursen har været stødt faldende?

Man bemærker også at en hylegrim ubrugt samlerudgave af M6 kameraet gik for 4.200 Euro - det kan jeg med sikkerhed sige må have været et dårlig investering - medmindre køberen har anset uhyret for smukt og har haft æstetisk fornøjelse af kameraet - man ved jo aldrig.

[Foto lånt fra Westlichts hjemmeside]

En ægte fotojournalists review af M8

Leica's historie er fotojournalistens historie - i hvert fald frem til slut 70'erne hvor de avancerede japanske spejlreflekskameraer havde overtaget markedet.

Med hurtig autofokus og senere digital teknologi som professionelle krav, blev Leica kørt endnu mere bag af dansen i 80'erne og 90'erne og reduceret til kuriosum som primært overlevede på grund af velhavende amatør fotografers romantiske dyrkelse af mærkets fordums storhed.
Mens film stadig var det foretrukne recording medium var der dog pæn håndfuld fotojournalister i verdens brændpunkter som fandt gavn af Leica M's diskrete udseende - en lille gruppe af hardcore fotografer som medvirkede (og stadig medvirker) til at holde den romantiske Leica myte i live.

Gruppen er blevet mindre men det er Leica's held at denne gruppe fotografer arbejder i områder hvor adgang til strøm ikke er en selvfølge, og derfor ikke har droppet alt deres filmudstyr trods fotoredaktionernes krav om hurtige digitale billeder.
Leica har såleder lille gruppe ambasadører der kan løfte Leica myten ind i den digitale tidsalder. Mange af dem har et følesesladet forhold til deres Leica selvom det ofte kun har overlevet i kameratasken som batteriuafhængigt backup kamera.

Leica's marked ligger som nævnt hos den købedygtige amatør, men Leica bør vide at amatøren kigger til den professionelle fotografs præferencer for at finde mærker der kan dække egne behov og ikke mindst drømme.
Eftersom Leica M8 er prissat professionelt (som Nikons og Canons topmodeller), bør kameraet derfor evne at løfte den professionelles behov - og gør det så det?
Det kan du få et bud på, ved at læse Michael Kamber's review som er skrevet på baggrund af professionelt brug i et af verdenens brændpunkter; Irak.

[Foto lånt fra Michael Kambers hjemmeside]

Et par andre reviews fra professionelle fotojournalister:
http://www.popphoto.com/cameras/4133/extreme-field-test-leica-m8-in-iraq.html
http://digitaljournalist.org/issue0709/camera-corner-the-leica-m8-on-assignment.html

Noctilux RIP

Den legendariske lysstærke Noctilux 50/1.0 er udgået af produktion. De 100 sidste eksemplarer sælges som samlerobjekter til 60.000 kr. stykket. [feks hos photografica]

Jeg har ikke personligt brugt en Noct, men har set mange eksempler på dens kunnen. Objektivets bokeh er helt specielt som tydeligt ses på dette foto:
http://photo.net/bboard/q-and-a-fetch-msg?msg_id=00IAS1 (bemærk speciel græsset i forgrunden)
-og det er netop dens ekstreme bokeh som har gjort den berømt og berygtet. Mange som køber objektivet ender med at sælge det igen - simpelthen fordi det er for karakterfuld - dets "fingeraftryk" overstråler fotografens personlige udtryk - og så er det hulens svært at fokusere præcist med blænden åben på 1.0.

Luminous-Landscape har en fin gennemgang af objektivets styrker og svagheder.

Selvom den udgår, vil den nok ikke være svær at få fat på som brugt, Noctilux'en har det som nævnt med at cirkulere på brugt markedet - billig bliver den nok næppe nogen sinde - dertil er den for spændende, fristende og eksotisk.

Nye ideer til gammel teknologi

Jeg kan ikke lade være med at glædes over, at der stadig kommer nye produkter på markedet til kameraer som overvejende er film baseret.
Der findes godt et par RD-1'er og M8'er i omløb som også kan gøre brug af nedenstående, men det er de mange aktive brugere af de film baserede kameraer som tilsyneladende et entusiatiske nok til at drive udviklingen af nye produkter.

Lee har lavet en filterholder specielt tiltænkt målsøger kameraer.
http://www.robertwhite.co.uk/products.asp?PT_ID=502&P=Lee-75mm-Rangefinder-Filter-System