Den kedelige ensartethed

Mike Johnston kom ud i lidt af et stormvejr da han nævnte, at han hader infrarød fotografi på sin blog "The Online Photographer" og linkede til en artikel han havde skrevet om emnet.

Der var så mange reaktioner på artiklen, at han måtte kommentere på sin kommentar. En del af hans kommentar handler om det problematiske i at være både kritiker og kunstner - en diskussion som er interessant og læseværdig.
Måske mere interessant, er hans observation af tendensen til en generel ensartethed:

I respectfully suggest that smart photographers ought to watch out. The online world is becoming a sort of massive, monstrous camera club, an "academy" bound down by strictures and rules and mass taste. Conformity to this world is the antithesis of creativity, and it suppresses individuality. Because of the greatly accelerated degree of discourse and the de facto emphasis on competition (for attention, for audience, for approving comments), we're moving towards a point where not only will we have sorted all pictures into genera and categories of cliché, but we'll have a standard method for Photoshopping each generic category!

Jeg fandt ovenstående kommentar meget vedkommende og relevant. Jeg har selv oplevet noget tilsvarende pre-www i en fotoklub jeg var medlem af i de tidlige 80'ere. Der var meget lidt mangfoldighed og der var et usagt pres for at tilstræbe en fælles stil som var nødvendig for at få opmærksomhed i klubbens konkurrencer, og derefter for at gøre sig håb om placering i de landsdækkende konkurrencer.

Når jeg kigger gennem Flikr eller fotografierne på photo.net kan jeg uden problem genkende Mike Johnstons postulat(er): Der er en klar tendens til ensartethed blandt de fremhævede fotografier - de forsøger næsten alle at behage med de samme virkemidler.

Lad os alle forsøge at gøre vores til at internettet ikke udvilker sig til en global fotoklub.

Anbefalet læserækkefølge:
Artiklen: Why I Hate Infrared Or, The Search for 'Specialness'
De mange kommentarer til ovenstående artikel.
Den opfølgende artikel: Commentary on the Commentary.

Nyhed fra Olympus

Den fikse lille 25mm/2.8 fra Olympus er super interessant. Sammen med det nye kompakte dslr E-420 kamera med live-view har man ikke blot et ultra portable kamera, men også en meget diskret combo - hvis altså E 420 er lige så tyst som Olympus plejer at lave deres dslr kameraer.

Sælg dit gamle Leica udstyr

Dette indlæg er ikke tiltænkt den almindelige Leica bruger, men de mange som skriver til mig for at få råd og vejledning til at sælge Leica udstyr de har arvet.

Jeg har ikke noget imod at gå i dialog med folk som har et spørgsmål eller en kommentar, men hvad angår salg af arvestykker, er mit svar er næsten altid det samme, så jeg har fremover til hensigt at henvise hertil når jeg får en forespørgsel om værdi og salg.

Den typiske mail jeg modtager ser sådan ud:

'"Vi har arvet et Leica [model] med [antal] linser og forskellige ting i fine æsker. Det har ikke været brugt i 15 år, men er i meget fin stand. Kan du fortælle os hvad det er værd og hvordan vi bedst kan sælge udstyret."

Der er et par ting man skal være opmærksom på ved ovenstående: Ingen kan give en tilnærmelsesvis realistisk vurdering af gammelt Leica udstyr uden at have holdt det i hånden og have afprøvet det mekanisk.
Et skud i tågen kræver som minimum fotografier og information om model- og serienumre.

Når nogen - i den bedste hensigt - skriver en mail i stil med ovenstående, ved jeg også - på grund af de mange manglende oplysninger - at de ikke vil være i stand til at gå i dialog med en potentiel køber.
Sælgeren vil enten blive snydt, eller have en urealistisk høj forventning til udstyrets værdi og ikke kunne sælge.

Det er vigtigt at man som sælger har sat sine forventninger fornuftigt: Næsten ingen bruger i dag analogt kameraudstyr - Digital teknologi har overtaget. Indtil omkring år 2000 kunne man stadig forholdsvis let sælge sit Leica udstyr til forholdsvis høje priser, men sådan ser situationen slet ikke ud i dag.
Mange har et nostalgisk forhold til Leica, og vil gerne give nogle tusinde for et pænt fungerende kamera som får en plads på hylden. De dage hvor man fik 10.000 og opefter for et fungerende kamera med objektiv er endegyldigt slut.

Enkelte kameraer er sjældne samlerobjekter og kan stadig være meget værdifulde. Et samlerobjekt findes i sagens natur i et meget lille antal, og man kan godt regne med at sandsynligheden for at man har sådan en sag er ret lille.
Det er også ret sikkert at en køber ikke vil gøre opmærksom på at det er et værdifuldt samlerobjekt når han står overfor den uvidende sælger - sådan ser verdenen nu engang ud.

Mit bedste bud er derfor, at sælge på auktion hvor processen er transparent; altså i en sammenhæng hvor flere har mulighed for at byde mod hinanden - det giver den mest realistiske pris og giver mulighed for at eventuelle samlerobjekter opdages af dem som er villige til at betale den høje pris.
I Danmark er der desværre få alternativer med Lauritz.com som den nok mest besøgte (jeg mener personligt at Lauritz på mange områder er inkompetente, med det er det sted jeg har set de højeste priser for Leica udstyr). Har man en omfattende samling udstyr, og/eller ubrugte ting i original emballage osv, kan man overveje at sælge det gennem en specialauktion hos LP Foto i Sverige - Det koster under alle omstændigheder ikke noget at sende et par digital fotos til dem og høre om besværet kan betale sig.

Hvis du har læst ovenstående og stadig har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig.

Held og lykke.