Efter at have skrevet gårdsdagens blog, spekulerende jeg lidt over prisen på den digitale Leica M8, og hvorvidt jeg kan retfærdiggøre at købe det. Jeg er ikke nået til en konklusion, men jeg noterede nogle af tankerne ned:
Leica kameraer (og mange andre producenters prof. modeller) har altid stort set kostet nogenlunde det samme; omkring en akademikers månedsløn før skat - plus/minus nogle tusinde.
Det er ikke en pris som afskrækker den professionelle fotograf, og det har hidtil ikke afskrækket den glade (velhavende) amatør - hvoraf sidstnævnte i årtier har været Leica's primære kunde.
Den aktive pressefotograf har måske brugt kameraet til 100-vis af daglige fotografier, og dermed forventeligt slidt kameraet op i løbet af et halvt årti (hvor det for længst er afskrevet).
Amatøren har kunne regne med at kameraet, med en rensning i ny og næ, kunne holde i 3-4 årtier uden problemer - alså hvad der i nutidskroner svarer til en udgift på små 1000 kr. om året. Begge kunne dermed retfærdiggøre den høje indkøbspris.
Men hvad så nu, hvor det digitale kamera følger computerens livscyklus med 3 til max 5 års reel nytteværdi*?
Denne cyklus er den samme for både den professionelle og amatøren. For den professionelle har det ingen eller meget lille betydning, med hvad med Leica's primære kundegruppe; amatøren? Vil han/hun være villig til nu at lægge små 10.000 kr om året for at bibeholde sit kære Leica kamera i den nye digitale virkelighed?
Problemet som skitseret ovenfor er ikke eksklusivt et Leica problem. Nikon og Canon har også haft mange amatørkunder til deres topmodeller, men Nikon og Canon har etableret et stort udvalg af alternativer i andre prissegmenter. Det har Leica ikke - i hvert fald ikke hvis man vil blive i R eller M serien, og det tror jeg på længere sigt kan blive et problem for firmaet.
*se evt. min blog om Det digitale engangskamera
Etiketter: Digital, Generelt, M8