Et spørgsmål som dukker op fra tid til anden i min mailbox er, om det kan ”betale sig at investere” i Leica kamera/objektiv. Nu vil jeg ikke gøre nogen kede af det og påstå at spørgsmålet er dumt, men det er måske et uheldigt ordvalg.
Både ”betale sig” og ”investere” antyder jo at det man betaler kommer igen - forrentet.
En forrentning af ens fotoudstyr er relevant for den professionelle fotograf, og en professionel fotograf ville næppe stille sådan et spørgsmål til mig.
Jeg tillader mig derfor at gå ud fra, at det er amatører som stiller spørgsmålet.
En amatørfotograf opnår sjældent at tjene penge på sin hobby i et omfang som tilnærmelsesvist dækker hans eller hendes omkostninger til udstyr, og selv hvis han/hun gjorde, ville der være masser af andre billigere valg af fabrikat som ville forrentes mere lønsomt end netop Leica.
Hvis spørgsmålet læses bogstaveligt, må svaret være et klart ”nej!”, men jeg tror næppe det er ment bogstaveligt.
”Leica” handler om fornøjelse og glæde. Det er ligesom forskellen mellem den gode og den fremragende vin. Det kræver både tålmodighed og tilvænning at værdsætte forskellen mellem en vin til 200 kr. og en til 1000 kr. Ikke nok med at det er marginale forskelle i vinen og fremstillingsprocessen som afgør prisforskellen, så er der også en del subjektivitet involveret.
Som tilbehør til et godt måltid mad, kan man næppe rationelt sige at det kan ”betale sig at investere” i vinen til 1000 kr. Det kan både være at den dyre vin ikke falder i middagsgæsternes smag eller at den måske slet ikke passer til den valgte menu.
For mig personligt er fornøjelsen ved at bruge Leica M bl.a.; at lukkeren har en lyd som næsten ikke høres når der bare er den mindste baggrundsstøj, at film-fremtræksarmen ”glider” som i smør, at jeg selv har fuld kontrol over alle indstillinger. Og så passer M serien bare godt til den type billeder jeg kan lide at fotografere.
Ovenstående er noget af den ”forrentning” jeg får ud af min ”investering”.
Etiketter: Generelt