Forloren: Diverse Forbrugerovervejelser

Når jeg gør et indkøb af betydning, bruger jeg typisk Internettet til at finde det produkt som jeg forventer bedst muligt opfylder mine behov. Hvis dét skal fungere, er der nødvendigivs nogen som skal dele deres erfaringer. Denne blog har til formål at give lidt tilbage af den kolosale mængde information som jeg selv har hentet fra Internettet. Min hjemmeside www.forloren.dk

oktober 13, 2006

Organiseret rabat

Man kan få rabat på alt, også de ting som man aldrig ser på udsalg, eller som er så populære at forhandleren griner en op i ansigtet hvis man spørger om et nedslag i prisen. Rabatten opnås gennem diverse rabatforeninger hvor LIC og Forbrugsforeningen nok er de 2 største.
Hvis du ikke er medlem af en af disse foreninger, så kan jeg fortælle at rabatten foregår ved at man har et rabatkort som man bruger som et slags kreditkort i butikken. Du bliver opkrævet beløbet du har købt for engang om måneden - enten fratrukket rabatten, eller du får udbetalt rabatten en gang om året. Rabatten udgør typisk omkring 9% på almindelige varer.
Problemet er at man ikke lige ved hvilke butikker som giver denne rabat - og der er ikke ligefrem den store åbenhed.
Butikker som giver organiseret rabat er forpligtet til at skilte med det, men det gør de sjældent.
Forbrugsforeningen har heldigvis en søgefunktion som kan være nyttig til at finde firmaer tilsluttet rabatordningen. LIC's liste er kun synlig for medlemmer, men hvis du kender et medlem i din omgangskreds, så spørg om ikke må få deres gamle årskatalog (med listen over tilsluttede forretninger) når de på et tidspunkt modtager det nye årskatalog.

Hvis du ikke er blandt de befolkningsgrupper som har mulighed for at blive medlem (typisk afhængigt af fagforeningsmedlemskab) så bør man klart forsøge at få rabatten alligevel ved (venligt) at kræve den i butikken - hvis ikke du har heldet med dig, så forsøg at være lidt mere højtrystet (virker bedst hvis der er andre kunder i butikken) og være parat til at gå et andet sted hen hvis man bliver afvist.

Du kan se om du kan blive medlem på de respektive hjemmesider:
LIC
Forbrugsforeningen

Nu er medlemskab af ovennævnte foreninger ikke ensbetydende med at man pludselig har 9% mere til rådighed. Mange af de butikker som er tilsluttet ordningen er ikke de billigste, så almindelig opmærksomhed og lidt søgning på internettet kan ofte resultere i priser som er lavere end foreningernes rabat. Men som nævnt indledningsvis er der nogle ting som er svære at få rabat på - en iPod, en populær Rolex model osv. - og så er det ganske nyttigt at kunne bruge eller referere til disse rabatforeninger.