Brugt Leica M

Et par tips baseret på egne erfaringer:


Leica Bruger Forum -> Køb af brugt Leica M

[Sidst opdateret d. 24. august 2006]

Mens jeg stadig har købet af mit første Leica M i frisk erindring, vil jeg benytte lejligheden til at opsamle nogle af de erfaringer jeg gjorde mig, forhåbentligt til glæde for andre førstegangskøbere.

Brugt eller nyt?

Økonomien er typisk afgørende for om man overvejer at købe brugt udstyr -det var det i hvert fald for mig. Hvis økonomien ikke var af betydning ville jeg uden tvivl have købt et nyt kamera -men sådan er min virkelighed desværre ikke.

Jeg købte mine kameraer og objektiver fra privatpersoner og det er dér man finder de laveste priser, men er du ikke vant til at købe brugt udstyr, kan det godt være du skal overveje at købe brugt hos en fotohandler med et godt udvalg (feks. Photografica eller Foto/C), de giver ekstra tryghed med en ombytnings- og garantiordning mod en højere pris.

Valg af kamerahus:

Jeg fristes til at sige at det er ligegyldigt. Alle M huse er fremstillet af en høj kvalitet og kan stadig repareres hvis der opstår problemer. Der er dog tre overvejelser som er relevante.

1. Lysmåler:

Det er kun M5, CL, M6, M7 og MP som har indbygget lysmåler. Jeg føler selv at jeg får de bedste resultater med en håndholdt måler, mens andre nødigt vil være den indbyggede måler foruden. M7 er den eneste som som tilbyder automatisk indstilling af lukkertiden, ellers er alle M kameraer manuelle.

2. Søgerforstørrelse:

Jeg vil ikke gå i detaljer med dette emne, men pointere at søgerforstørrelsen kan have stor betydning for hvad du kan se hvis du bruger briller. Prøv dig frem og vælg hvad den du bedst kan lide. (se tabel nedenfor).

3. Framelines:

Framelines er linjerne som angiver billedfeltet ved en given brændvidde. Det siger næsten sig selv at det er vigtigt at dine mest brugte objektiver har en tilhørende søgerramme. Feks. har en M3 ikke søgerramme for et 35 mm objektiv, og er derfor ikke et godt valg hvis 35 mm er dit mest brugte objektiv.

Dette er ikke ensbetydende med at et kamera med mange søgerrammer er foretrække fremfor et med få søgerrammer. Leica M har kun 3 ramme indstillinger, hvilket i praksis betyder at hvis der skal være mange søgerrammer, må nogle af dem nødvendigvis vises på én gang, hvilket kan givet en rodet søger.
Så længe du har adgang til søgerrammer for dine foretrukne objektiver behøver du ikke bekymre dig om evt. manglende rammer, da det er muligt at sætte en ekstern søger i tilbehørsskoen hvis behovet opstår.

Søger specifikationer

Model/Introduktions år

Søgerforstørrelse

Framelines

Leica M3 (1954)

0.92

50, 90 135

Leica M2 (1958)

0.72

35, 50, 90

Leica M4 (1967)

0.72

35, 50. 90, 135

Leica M5 (1971)

0.72

35, 50. 90, 135

Leica CL (1973)

0.60

40, 50, 90

Leica M4-2 (1977)

0.72

35, 50. 90, 135

Leica M4-P (1980)

0.72

28, 35, 50, 75, 90,135

Leica M6/TTL (1984/1999)

0.72

28, 35, 50, 75, 90,135

Leica M6/TTL 0.85 (1998/1999)

0.85

35, 50, 75, 90,135

Leica M6TTL 0.58 (2000)

0.58

28, 35, 50, 75, 90

Leica M7 (2002)

0.72

28, 35, 50, 75, 90,135

Leica M7 0.85 (2002)

0.85

35, 50, 75, 90,135

Leica M7 0.58 (2002) 0.58 28, 35, 50, 75, 90
Leica MP (2003) 0.72 28, 35, 50, 75, 90,135
Leica MP 0.85 (2003) 0.85 35, 50, 75, 90,135

Leica MP 0.58 (2003)

0.58

8, 35, 50, 75, 90

Ting du skal kigge efter hvis du køber brugt:

Som nævnt før bør du ikke købe brugt Leica udstyr fra private, hvis du ikke har øvelse i at vurdere brugtudstyrs tilstand, dertil er det for kostbart at begå fejl med Leica udstyr. Besøg i stedet en af de ovennævnte fotohandlere, og betal lidt mere for ombytningsret og garanti.

For dem som har købt brugt før, vil jeg kort gennemgå et par Leica M specifikke ting som man bør undersøge (udover de sædvanlige ting man checker ved brugtkøb):

Søger:

Ældre M kameraer kan have begyndende søger separation. Dvs. at de optiske elementer i søgeren er begyndt at skille sig fra hinanden. Jeg har set det på mange eksemplarer af M2 og M3. Typisk vil det være synligt som en kant af "gyldne dråber" når man kigger gennem søgeren foran på kameraet. Du skal kigge efter en diagonal kant som starter foran til venstre og bevæger sig bagud mod højre -øverst og nederst i søgeren.

Du skal sikre dig at søgeren er helt klar både når du kigger normalt igennem den og når du kigger igennem den forfra. Afstandsmåler feltet skal også være helt klart.

Mens du kigger gennem søgeren holder du en finger foran det store søgervindue: Den indspejlede rektangel må godt have en anden farve, men den skal være lige så klar som når du kigger igennem søgeren (husk lige at tørre fedtfingre af afstandsmåler vinduet først).

Et kamera med begyndende søger separation kan fungere udmærket i mange år, men du bør undgå dem medmindre prisen er sat derefter. Leica foretager ikke reparationer af søgeren, men udskifter hele enheden, hvilket er meget kostbart.

Lukkeren:

M kameraer har en lukker af stof, og da der ikke er et spejl imellem objektiv og lukkergardin -som i et SLR- kan objektivet brænde små huller i lukkergardinet hvis kameraet har ligget uheldigt i solen. Tag evt. objektiv af kameraet og åbn bagdækslet og kig på gardinet mod en stærk lyskilde. Husk at checke begge lukkergardiner (med spændt og udløst lukker). Nye lukker gardiner koster ca. 500 kr. pr. stk. + arbejdsløn.

Et normalt kameracheck indebærer også at man lytter til lukkertiderne. Du skal være opmærksom på at lukkertider kortere end flash sync (1/50) benytter et sekundært gear som giver en lidt speciel "bouncing" lyd. Mange førstegangs købere af Leica tror at det er en fejl, men det er helt normalt.

Nu er der flere andre Leica-specifikke ting som man kunne argumentere for at man bør checke: F.eks. afstandsmålerens justering, og de vertikale metalskinner som holder lukkergardinerne (de bør ikke kunne ses). Disse er dog kun et spørgsmål om justering, som man kan få ordnet hos Leica når man får det CLA'ed:

CLA:

Hvis du følger med i diverse Leica fora på Internettet, vil du have stiftet bekendtskab med begrebet CLA (Clean, Lubrication, Ajustment). Oversat betyder det rens, smøring og justering, og indebærer at en tekniker piller kameraet fra hinanden, renser og udskifter slidte dele hvorefter det samles og justeres.

Leica M kameraer er mekaniske maskiner, og efter en årrække trænger de til sådan en tur. Medmindre din sælger kan dokumentere at hans kamera har gennemgået sådan en omgang inden for de sidste par år, bør du overveje at få det gjort specielt hvis huset har mere end ca 10-15 år på bagen.

En CLA koster ca. 3000 kr. + materialer hos den danske Leica distributør og det kan være fristende at benytte en billigere leverandør. Det vil jeg dog kraftigt fraråde.

Jeg købte mit M4 billigt af en sælger som lige havde modtaget det retur fra Top AV Fototeknik ApS. Han havde bedt om at få lukkeren checket og justeret, men fik kameraet retur med (hold nu fast): Løse lukkergardiner, Søgerrammer ude af justering, Afstandsmåler ude af justering og en defekt filmfremføringsmekanisme og ikke mindst en regning på over 1000 kr. Sælgeren tilbød mig at sende kameraet retur til Top AC Fototeknik, hvilket jeg naturligvis takkede nej til.

Jeg sendte det i stedet til CLA hos Leica Danmark, som konstaterede at der var foretaget et uautoriseret indgreb, som oven i det allerede nævnte, inkluderede lim i skinnerne som fører lukkeren! Regningen inklusive nye lukkergardiner blev 4000 kr. Samlet fik jeg dog et kamera til en god pris, og samtidigt fulgte der 1 års fuld Leica garanti med en CLA.

Summa summarum:

Check de vigtige (dyre) ting som søgerkonstruktionen, lukkerens tilstand, og indregn en CLA i den pris du giver for kameraet. Så får du et kamera som virker som et nyt, med 1 års Leica garanti.

Lad være med at sende dit kamera til en uautoriseret reparatør!

Her er det værd at bemærke at når en butik giver 1 års garanti på brugt udstyr, er det ikke ensbetydende med at kameraet sendes til Leica for reparation, og hvis det er et alvorligt (læs; dyrt) problem kan de i øvrigt vælge at give dig et andet tilsvarende brugt kamera istedet. Desuden er kameraet ikke justeret når du køber det -det er op til dig selv at opdage eventuelle mangler i garanti perioden. I mine øjne er det derfor mere attraktivt (hvis du har erfaringen) at købe privat og få kameraet CLA'ed -også selvom du ender på en pris som svarer til den en brugtforhandler tager.

Objektiver:

En ganske væsentlig grund til at bruge et Leica M, er adgangen til en serie fremragende objektiver.

Jeg har samlet et par gode råd om køb af brugte objektiver i en anden artikel, som i modsætning til denne, også delvist gælder Leica R.

Andre relevante links vedr. valg af kamera og køb finder du på Link Siden.


Copyright 2002-2006: Niels H. S. Nielsen.