Introduktion
Da jeg bemærkede at Danmarks
Fotomuseum og Textilforum i
Herning fra d. 5/1-25/4 '99 afholdte en
udstilling med Gunnar Larsens
fotografier og blade, kom jeg i tanke
om et 13 år gammelt
kassettebånd jeg havde liggende i
kælderen.
Som 20
årig arbejdede jeg frivilligt for
Roskilde Dampradio, og lavede, fra tid
til anden, små programmer om ting
der interesserede mig. Jeg var ikke
særlig god til at interviewe, men
det gav en oplagt mulighed for at tale
med spændende personer, hvilket
jeg benyttede mig flittigt af -mens jeg
gik rundt og overvejede hvad jeg skulle
gøre med mit liv.
Da jeg ved
udgangen af 1985 fandt en billig
charterrejse til Paris, spekulerede jeg
på hvad jeg kunne lave af
fornuftige ting i Paris, og jeg fik den
ide at kontakte modefotografen Gunnar
Larsen. Jeg var selv fotointeresseret
og var, som så mange andre
fascineret af den glamour som omgav
modefotograferne.
Gunnar Larsen
var ofte omtalt i
amatørfotobladene som jeg
læste, og jeg kunne godt lide
hans kontrastfyldte fotografier hvor
modellernes næser kun var
markeret af skyggerne af deres
næsebor. Jeg opfattede Gunnar
Larsens billeder som stilskabende, lidt
"farlige" og teknisk anderledes i
forhold til det man ellers så
på det tidspunkt.
|
|
|
|
Gunnar
Larsen. Gengivet med
tilladelse fra Danmarks
Fotomuseum,
Herning.
|
|
|
Gunnar Larsen udgav modebladet
GUNNAR, som han selv betegnede som
verdens største og dyreste,
hvilket dels henviste til dets format
og en pris på 100 franc.
Han turnerede byer verdenen over med
et alternativt modeshow og lavede film
om modeverdenen. Han udgav også
en bog henvendt til piger med
modeldrømme.
Gunnar Larsen svarede venligt
på min henvendelse, og
indvilligede i at tale med mig.
Jeg havde en naiv forestilling om at
folk i modebranchen levede i sus og
dus. Det undrede mig derfor lidt, at
hans brev var skrevet på et
stykke brevpapir som tydeligvis havde
være flere generationer gennem
fotokopimaskinen. Det skulle vise sig
at Gunnar Larsen var en
iværksætter som måske
ikke levede i overflod, men til
gengæld havde valgt at designe
sit eget liv.
Jeg mødte GL på hans
kontor, jeg husker ikke længere
adressen, men det var i gå
afstand fra mit hotel ved Jardin du
Luxembourg. Det var absolut ikke et
kvarter som man kunne betegne som
eksklusivt. Et lidt slidt typisk
parisisk kvarter med et par
hjemløse på varmeristerne
hist og her.
Ved 16 tiden den 15. Januar 1986 tog
Gunnar Larsen venligt imod mig.
Redaktions lokalet bestod af et
butikslokale i gadeplan. Jeg husker at
lokalet var indrettet som et ganske
almindeligt, ikke noget fancy.
Magasiner og fotografier var placeret
hist og her men det var ikke rodet.
En dansk fotomodel "Malene" var
tilstede under interviewet, hun sad og
arbejde med nogle papirer mens Gunnar
Larsen og jeg talte. Efter vores
interview insisterede Gunnar Larsen
på, at jeg talte med hende. Jeg
interesserede mig ikke så meget
for fotomodellers arbejde så
denne del af interviewet blev ikke
særligt godt, men det virkede som
om det var vigtigt for Gunnar Larsen at
udbrede kendskabet til det at
være fotomodel. Jeg har ikke
inkluderet interviewet med Malene her
og det blev heller ikke bragt i
radioen.
Jeg havde medbragt et kamera med det
formål at tage et billede af
Gunnar Larsen. Jeg husker at jeg
opfattede ham som venlig, men
også ret reserveret, og det var
måske derfor jeg ikke turde
spørge om lov.
Interviewet blev bragt på
Roskilde Dampradio i februar 1986 (hvis
jeg husker ret) og Gunnar Larsen bad
mig supplere interviewet med en David
Bowie sang fra soundtracket til filmen
Cat People. Jeg husker ikke titlen.
Interviewet som bringes nedenfor er
stort set uredigeret. Jeg var som
nævnt ikke særligt
øvet i at lave interviews,
så jeg sprang lidt frem og
tilbage mellem emnerne. For
læsernes skyld har forsøgt
at rokere lidt rundt, så
læsevenligheden forbedres en
smule. Jeg har skrevet Gunnar Larsens
svar ordret af efter
båndoptagelserne.
Gunnar Larsen
døde i 1990, kun 54 år
gammel.
|
Interview med Gunnar Larsen d. 15. januar
1986, Paris
Niels H. S. Nielsen: Kan du fortælle
lidt om hvordan dit modeblad startede?
Gunnar Larsen: Jeg har altid været
både journalist og fotograf. Ligesom en
grønthandlerekspedient en dag
drømmer om at åbne sin egen
grøntforretning, drømmer en
journalist eller en fotograf om at kunne sige
"nu er det mig der bestemmer, nu vil jeg have
mit eget blad". Jeg var så heldig at komme
til en bunke penge på en ret nem
måde, og "de penge skal bruges til noget"
tænkte jeg, og "nu ville jeg starte et
modeblad"
N. I Paris, hvorfor netop i Paris?
G. Fordi det er nok det eneste sted du kan
skabe et modeblad i vores stil. Paris er
international, og man vil gerne vide hvad der
sker i Paris' modeverden fordi det er den der
bestemmer moden. Hvis du sender bladet ud fra
Danmark så har det ingen interesse. Hvis
jeg fortæller dig, at du kan kigge i et
blad fra Island eller Vietnam, vil du
måske sige at "det lyder interessant", men
sikkert gabe kæben af led. Det samme ville
være tilfældet hvis jeg sendte
bladet ud fra Danmark, det vil få samme
reaktion, men hvis jeg sender det ud fra Paris
vil det have nyhedens interesse. Det er her vi
skaber moden, det er her vi skaber
hovedretningerne.
N. Du var ikke bange for den hårde
konkurrence i Paris. Havde du undersøgt
markedet for et blad som dit, og ...
G. Jeg kan fortælle dig, at hvis vi
havde undersøgt markedet havde vi aldrig
startet bladet, så havde vi ladet pengene
blive i banken, for hvis nogen, en
markedsekspert, spørger folk om de vil
købe et blad som er en halv meter langt,
som koster 100 franc, og som hedder GUNNAR -som
de dårligt nok kan udtale, så ville
markedseksperten komme hjem og sige "Nej, der er
absolut ingen interesse for det blad" og
så ville det ikke være udkommet.
Nu gjorde vi det modsatte; vi lavede bladet
og skabte vores eget marked, og det viser sig at
der er et marked til et blad der koster 100
franc og der er et marked for et blad der er en
halv meter langt.
N. Nu nævner du selv formatet.
Hverken format eller indhold er helt
almindeligt, du har næsten ingen tekst og
billederne spiller den altdominerende rolle
...
G. Fordi for det første kan 50% af
vores læsere ikke læse fransk, fordi
vi sælger 50% af bladet i andre lande. De
kan simpelthen ikke forstå hvad vi
skriver. For det andet findes der ikke et
visuelt, et rigtigt visuelt blad på
markedet. Hvis du skriver om mode og kunst som
vi gør, så siger billeder det hele,
du behøver ikke så meget tekst,
så derfor har vi lagt det an på, at
det skal være store billeder og visuelt, i
stedet for at man skal læse noget som man
ligeså godt kan opfatte når man ser
billedet.
N. Og billederne har jo en meget speciel
stil, man taler i Danmark, i hvert fald i
fotokredse, om en "Gunnar Larsen stil". Hvordan
er du nået frem til den?
G. Ved at arbejde 12 timer i døgnet.
Det er den eneste måde man kan udvikle en
stil.
N. I hvor mange år?
G. Lige siden jeg begyndte at fotografere,
fordi jeg startede ikke med at fotografere i
Paris. Jeg startede som Journalist og skrev til
forskellige danske blade derhjemme.
På et tidspunkt var jeg filmanmelder
hos Jyllandsposten og tog til alle film
festivalerne. En dag besluttede jeg mig for at
jeg ville være i Paris, fordi det var den
mest spændende by, jeg havde oplevet
på vejen rundt. Så begyndte vi at
skrive, og på det tidspunkt havde vi en
aftale med United Press . De sendte så en
fotograf, når jeg skulle bruge en fotograf
og han tog billederne, og jeg sad så
dér med, efter min mening, med nogle
forfærdelige dårlige fotos. Så
tænkte jeg, at når alle andre kan
bruge et kamera, så kan jeg vel
også. Jeg købte et fotografiapparat
og begyndte at fotografere for mig selv, og lidt
efter lidt tog fotoet overhånd i forhold
til journalistikken .
Da jeg startede var der en mand som hed David
Hamilton, der lavede den romantiske linje, og
alle fotografer der startede på det
tidspunkt lavede den romantiske linje. Det var
alt sammen små piger der smed
tøjet, og det var alt sammen
slørede billeder. Så tænkte
jeg, at hvis du skal gøre noget her,
må du gøre det lige modsat. Du
må skabe en stil hvor du bruger mere modne
piger, hvor du er mere barsk og hvor der er mere
i øjnene end det som der er i en lille
sød romantisk pige.
Det begyndte jeg så på, og i
starten var folk jo noget chokeret over den
stil. Vi kunne slet ikke sælge dem. Hvis
jeg ikke havde haft mit eget blad senere hen,
var de aldrig nogen sinde kommet frem. Man havde
været vant til den samme stil i mange
år, og mode-redaktricerne ville ikke
prøve noget nyt. De var bange, så
det var simpelthen umuligt at afsætte
fotografierne. Da jeg så fik mit eget blad
gik det jo noget lettere. Nu har folk
vænnet sig til stilen, nu er det som om
den er ved at slå igennem over det
hele.
N. Du tager selv alle billederne i bladet,
er det rigtigt?
G. Ja, 80%, nogle får vi tilsendt fra
udlandet, men 80% ta'r jeg selv.
N. Det inkluderer også en hel del af
de reklamerne der er i bladet.
G. Jeg vil helst være fri for at lave
dem. Folk be'r om "Gunnar Larsen" stil, men
når man så afleverer billederne som
"Gunnar Larsen" stil. Så siger de at
"Naaj, vi skal ha' det en lille smule
blødere, det må ikke være
så hårdt og der er lidt for meget
makeup på". Så ender det med, at det
kommer til at ligne alle de andre billeder der
er rundt omkring. Så derfor siger vi mest
nej til at lave reklamefoto til bladet. Vi
fortrækker at de selv laver det og bringer
os det.
N. Bladet som helhed repræsenterer
jo netop din stil. Er du ikke nervøs for
at bladene bliver for ens når du selv
tager alle billederne?
G. Nej, nej nej, slet ikke. Vi har en stil og
vi er måske det eneste blad i dag som har
en stil og en linje hvor vi kan sige
"sådan er det". Så længe
bladet hedder GUNNAR, så må det
være min stil.
Vi sælger 38.000 blade, og når vi
sælger 38.000 blade så er der et
kæmpe antal mennesker som endnu ikke har
set vores blad, som endnu ikke har set vores
stil og som endnu ikke kender noget til det.
Jeg tror ikke vores læsere bliver
trætte, jeg tror ikke de er trætte
-endnu i hvert tilfælde. Vi ser det
når de skal forny abonnementerne.
Dér er det jo tydeligst, ikk'. Hvis de
ikke fornyer igen, så er det fordi de er
blevet trætte af bladet, og på den
måde har man hele tiden en føler
med om der opstår en træthed. Men
jeg tror det ikke, for vi prøver jo,
selvom man kan sige at der er en stil, så
har stilen alligevel forandret sig. Ganske
langsomt hen ad vejen, - stilen har forandret
sig!
N. Nogen gange kan man have svært
ved at se moden på dine modefotografier,
det er mere nerven i billederne der ...
G. Jeg skal jo heller ikke sælge
fabrikanternes tøj! Det skal
fabrikanterne selv gøre og hvis
fabrikanterne vil have en annonce i, hvor man
kan se alle detaljer i deres tøj så
kan de jo købe annoncen. Vi laver et blad
som vi syntes det skal være, og vi er
fuldstændigt uafhængige af
fabrikanterne. De kan ikke komme og sige at man
skal kunne se en søm her eller en lille
lomme der. Det må vi overlade til
læsernes fantasi. Det er den måde vi
skaber et modeblad på, ellers bliver det
let et katalog for fabrikanterne, ikk'?
N. Det er vel også en af de ting der
er karakteristisk ved dit blad, i forhold til
andre franske blade, at der er meget få
annoncer i? Jeg købte Vogue forleden dag.
Det har 70% annoncer.
G. Ja, ja, det er endt op med at blive en
telefonbog, da jeg kom herned, var Vogue et
meget kreativt modeblad, og det var
spændende at se hver gang det udkom. Det
var fuldt af kreative billeder og pigerne
på det tidspunkt sagde "ih, jeg har
arbejdet for Vogue", det var ligesom der stod
glans omkring dem, og det var virkeligt noget
når de havde arbejdet for Vogue.
I dag er det endt op som en telefonbog.
Selvfølgelig tjener de millioner, i
forhold til hvad de tjente førhen. Nu er
der 4-500 sider i, og du har svært ved at
finde de 30-40-50 sider med redaktionelt stof.
Det er kun annoncesider.
Jeg har sagt at selvfølgelig vil vi
gerne have flere annoncer i, og det er
Rose-Marie, som du lige hilste på, som
sælger annoncerne og står for den
afdeling, men der vil aldrig være så
mange annoncer så man ikke kan se at det
er et redaktionelt blad. Folk giver 100 franc
for bladet, så selvom annoncer er med til
at billiggøre bladet, må det ikke
tage overhånd.
N. Kan du beskrive hvad det er, du vil med
dit blad, hvad er dit mål med det?
G. Hvis du køber mit blad, håber
jeg du får en visuel oplevelse, og
samtidig at du får inspiration til at
skabe noget selv, at tænke selv. At man
kan se, at man selv kan se det hele fra en anden
vinkel end den man er vant til -at gå nye
veje.
Jeg fortæller tit den historie
når vi er ude og lave vores talk-show.
Folk spørger "hvordan med det
fotografiske, hvordan eksperimenterer i?". En
nat stod vi og eksponerede papiret fra bagsiden
fordi det var lykkedes mig at få et godt
billede ved en fejltagelse hvor jeg havde lagt
papiret omvendt. Det syntes vi så meget
spændende ud, så jeg ville lave en
modereportage hvor vi simpelthen eksponerede
papiret fra bagsiden. Det gav en speciel
effekt.
Vi stod hele natten og brugte et par hundrede
stykker papir på at komme frem til, efter
vores mening, et godt resultat. Næste
morgen da vi kom og så billederne i
dagslys, så kasserede vi det hele, fordi
det var ikke det vi havde forventet. Sådan
eksperimenterer vi hele tiden, vi prøver
at finde nye måder, og finde måder
at se noget andet end det vi normalt ser. Jeg
håber de læsere der ser vores blad
og forsøger at tænke på den
måde i det job de nu har.
N. På forsiden står der " det
dyreste blad i verdenen".
G. Det er det også. Jeg plejer at sige,
at hvis de kan finde et blad der er dyrere,
så får de pengene tilbage.
N. Hvem henvender i jer til med den pris,
er det en del af markedsføringen, eller
er...
G. Nej! Det er simpelthen fordi bladet er
så luksusbetonet at ... Hvis vi kunne
sælge det for 20 eller 30 franc, ville vi
være Frankrigs største modeblad
-Ingen tvivl om det.
Men bladet koster næsten 50 franc at
trykke, og indbindingen foregår i dag i
hånden, fordi man har ikke maskiner som
kan indbinde så stort et format. Hvis vi
gik 10 cm ned i længden og 5 cm i siden,
så kunne vi blive indbundet på
maskine, og så røg prisen fra 50
franc ned til 10 eller 20 franc. Men selve
udførelsen er så luksusbetonet at
det må koste 100.
N. Nu har du jo andre jern i ilden end
lige det at lave modeblade. Du laver også
modeshows og film til dansk TV. For eksempel var
der en film for ikke så lang tid siden som
du havde lavet...
G. Ja, det var en jeg havde lavet sammen med
Claus Wikke(?). Jeg lavede den over mannequiner
og deres verden i Paris. Det var den
første lange film vi har lavet sammen.
Den varede 52 minutter. Året forud havde
vi lavet 7 indslag til Danmarks TV, men de var
alle sammen af 10 minutters varighed. Det var
første gang vi havde lavet et
længere produktion sammen.
N. Ligger det at lave modeshows og film
naturligt op af det at lave et blad?
G. Ja det syntes jeg. Det er som at
gøre billederne i bladet levende. Vores
modeshow gør faktisk at alle billederne i
bladet pludseligt bliver levende oppe på
podiet. De tanker vi har i bladet bliver
realiseret. Og vi prøver på at lave
mode på en måde... Hidtil har
modeshow jo været noget forfærdeligt
kedelig noget, jeg ser 300 af dem om året.
Jeg vil ikke engang kalde dem shows, jeg vil
kalde dem modeopvisninger.
Jeg oplevede selv en, sidste år i
København og blev inviteret ned og skulle
se alle tiders modeopvisning. Jeg sagde
selvfølgelig tak og tog ned for at se
det. Der en dame og den dame kendte jeg ikke,
fordi jeg har boet hernede i 17 år,
så jeg kendte ikke damen som stod og
speakede, men hun stod dernede på Hotel
Scandinavia og læste op: "Se her kommer
Lotte i bermuda shorts, de er hvide!", men hun
havde ikke taget sine briller på, så
da Lotte kom nærmere sagde hun "oh,
undskyld! Hun har en sød minikjole
på". Sådan gik det hele
aftenen igennem det tog to timer. Det viste sig
at det var Grethe Sønck der var speaker
på det her modeshow.
Jeg syntes at det var synd at
præsentere mode på den her
måde. Året efter brugte vi det samme
indslag i starten af vores modeshow, hvor vi
lavede en parodi i de første 2 minutter
af showet, så folk troede at de også
skulle se sådan et modeshow, og så
pludselig eksploderer bomberne og det hele -og
der sker noget.
Jeg tror at hvis folk skal se mode i dag,
så skal det ske på en
spændende måde, og vi må bruge
mode som vi bruger teateret.
N. For lige at hoppe tilbage til den film
som man viste i dansk fjernsyn, som hed
"Pigedrømme, Drømmepiger".
Modeverdenen er en drømmeverden. Hvordan
ser du dig selv i den sammenhæng?
G. Jeg tror ikke vi skaber drømme. Jeg
tror vi sætter fantasien i sving. Vi er
med til at få folk til at se tingene
på en anden måde og få lidt
fantasi ind i modeverdenen, så det netop
ikke altid skal være så
kommercielt.
Der må også gerne være lidt
fantasi i det hele. Når vi fotograferer
prøver vi på at vise det på
en anden måde, og også få
pigerne til at glemme det de lavede i går,
og prøve at lave det på vores
måde.
Det har vi nogle gange problemer med. Der
stejler pigerne nogle gange og siger "det kan
jeg ikke, det vil jeg ikke". Jeg havde
oplevelsen med en dansk pige for 3 uger siden.
Det var en lidt ældre pige i slutningen af
sin karriere som model. Jeg bad hende lave nogle
poseringer, nogle kreative billeder, men det
kunne slet ikke lade sig gøre. Hun var
så vant til, at det skulle være
kommercielt, at hun skulle stå ret op og
ned og man skulle kunne se alt tøjet. Hun
kunne slet ikke gennemføre
billederne.
[...Jeg vender
båndet og spørger Gunnar Larsen om
der er noget han specielt mener vi bør
tale om. Gunnar Larsen udtrykker ønske om
at vi taler om fotomodellerne...]
G. Vi kan snakke om vores modelpiger. Fordi
der kommer jo også mange danske piger ned
til Paris. Især i øjeblikket fordi
der en meget stor ungdomsarbejdsløshed i
Danmark. Så er det klart at så er
der muligheden for at tage ud.
Hvis pigen ser nogenlunde ud, så er det
klart at hun prøver at komme til Paris
eller prøver på at se om fotomodel
er noget. I Paris kan man blive enten au-pair
pige eller fotomodel. Det er to jobs der ikke
kræver nogle sprogkundskaber når du
starter, fordi inden for modeverdenen taler man
engelsk. I modelverdenen er der ikke
særligt mange der kan fransk.
Vi har mange der kommer ind af døren
hver eneste dag. For mit vedkommende
foretrækker jeg at pigerne er omkring 20
år når jeg begynder at arbejde med
dem, men tendensen er, for modelbureauernes
vedkommende, at de gerne vil ha' piger der er
16-17 år, og når pigen er 21 er hun
for gammel for dem.
Men hvis de er en lille smule ældre
foretrækker jeg at arbejde med dem, fordi
vi skal lave noget sammen, vi skal kreere noget
sammen. Det er ikke altid at en 16-17 årig
pige har de ideer og den modenhed der skal til,
for at være med til at lave de billeder
som jeg laver.
N. Pigernes input spiller altså en
stor rolle?
G. Vi er to om at lave et billede. Pigen,
hvis hun er professionel, laver 50% af billedet
og jeg laver 50% af billedet. Det er klart at
fotografen er instruktøren. Det er ham
der siger hvordan det skal være. Det
må pigen så indrette sig efter. Det
kan ikke nytte at hun siger "det vil jeg ikke,
det kan jeg ikke".
Det er fotografens opgave at se nye
muligheder som pigen måske ikke selv har
set. Derfor må hun absolut følge
fotografen og gøre de ting han be'r
om.
For eksempel hvis make-up'en skal være
kraftig som i vores tilfælde, så
må hun gøre det, også selvom
hun syntes at det naturlige look klæder
hende bedre.
Men det kan jo være at netop fotografen
har fundet en anden måde at vise pigen
på. Og det er en af de ting vi gør
her.
Når pigerne kommer og viser sin bog med
billeder, så er jeg helst fri for at se
bogen, hvis det er en pige jeg gerne vil
fotografere, fordi så ved jeg ikke hvordan
de andre har opfattet hende. Så kan jeg
med mine egne øjne opfatte hende selv.
Bagefter når jeg har fotograferet hende,
så beder jeg som regel om at se bogen for
at se hvordan de andre har opfattet pigen.
Pigerne spiller en utrolig stor rolle. Hvis
pigen også er kreativ så kan vi
nå et helt fantastisk resultat sammen. Det
er også til gælde for pigen, for
hvis hun ser flot ud på billederne,
så er der andre der booker hende, og
så tjener hun endnu flere penge end bare
hos os. Det er en god start, fordi fotografer,
art-directors og mode-diretricer, har ingen
fantasi overhovedet. De kan ikke se der er andre
muligheder i pigen end det de kan se på
billederne, og det er her vi for eksempel er ret
gode til at se de andre muligheder i pigen.
Sådan kan hun også være,
-fordi vi bruger vores fantasi.
N. Hvis pigen har stor betydning, hvordan
kan det så være at jeg ikke kan
genkende dem hvis jeg ser dem i
virkeligheden?
G. Det er fordi vi er ret gode til at lave
dem kønnere. Når folk har set
billederne først og så ser pigen,
så står skuffelsen i deres ansigt
når de ser pigen.
N. Hvilke piger har mulighed for at
få et arbejde som model?
G. Som regel er de jo ikke
billedskønne når de kommer ind af
døren, vel? De skal have personlighed. Vi
lægger meget vægt på at de har
personlighed, og at vi kan tale sammen. Hvis
pigen ikke kan sige et fornuftigt ord, kan vi
heller ikke få noget godt samarbejde ud af
det. Vi må kunne diskutere alt muligt
andet end lige fotos, ikk'?
Vi havde en dansk pige der kom ind i
går aftes, hun sagde hverken hvem hun var
eller noget som helst. Hun stod der bare,
ikk'?
Vi tabte helt lysten til at have noget med
hende at gøre, inden vi vidste hvem hun
var.
En pige skal være åben og
sælge sig selv, helt bogstavelig. Hun skal
kunne komme ind med et smil på og med det
samme kunne sige noget. Hun må ikke
stå som en forsagt mus henne i
hjørnet, fordi så kan man jo ikke
få noget ud af hende alligevel, men hvis
hun har stort mod på det, et kæmpe
smil på og kan sige noget når hun
kommer ind, så har hun i hvert fald vundet
den første meter.
N. Vil du anbefale danske piger at komme
herned.
G. Ja, ja, jeg syntes det er en fremragende
ide. For det første har jeg aldrig set
nogen dansk pige i de der næsten 20
år jeg år været hernede, som
det er gået galt for. Jeg så godt at
Ekstra Bladet skrev en artikel for en
måned siden, hvor de skrev om narko og to
danske piger som var arresteret som luksusludere
i Paris -og den fik ikke for lidt. Det var
løgn fra A til Z. Selvom Ekstra Bladet
ringede til politiet her i Paris og fik besked
om, at der aldrig havde været arresteret
en dansk pige, og selvom de fik den besked,
bragte de alligevel en artikel om en "Pia K", og
skrev en lang røverhistorie.
Der har aldrig i mine 20 år været
en dansk pige det er gået dårlig
for, alle har haft en sjov periode i deres liv.
Der kræves så meget af pigen,
så hun udvikler sig, og bagefter får
hun jo fremragende job. Hvis du kigger på
mode-redaktricen på Søndags
Berlingerne: En tidligere model! Moderedaktricen
på EVA: En tidligere model! Du
møder dem overalt bagefter, og de har
fået gode job, netop fordi de lærer
at klare sig og tale et sprog eller to. Det med
at du hver morgen møder op i et
fotostudie hvor hun ikke kender nogen mennesker.
Hun står som en vildt fremmed og skal i
kontakt med disse mennesker. Hun skal vinde
disse mennesker for sig, for ellers bliver det
ikke en god dag, eller gode billeder. Det
lærer pigerne. De lærer at klare sig
og komme i kontakt med mennesker, og det har de
gavn af senere hen. Og så er
København jo kun halvanden time
væk. Hvis far og mor sender 600 kr.
herned, kan de tage toget hjem på ingen
tid.
Det vigtigste er at du kigger dig i spejlet.
Du kan ikke nøjes med at mor siger, at du
er lige så flot som hende i bladet. De
gængse mål inden for modelverdenen
er mindst 174 cm. med enkelte undtagelser. Hvis
du er 165 cm og 25 år så glem det.
Men er du 17-18 år syn's jeg du skal
prøve det, men du skal ta' penge med,
fordi du får ikke noget job de
første måneder. Det første
par måneder går med at lære
lidt sprog, lære byen at kende og gå
rundt til fotografer og blive
prøvefotograferet og skabe en bog.
Når de 2 måneder er gået er du
7-8000 kr. fattigere, men så har man
måske begyndt at få arbejde. Jeg vil
anbefale at man ta'r 10.000 kr. med herned
så hun kan klare sig, for det er dyrt at
bo i paris; det er dyrt at komme i gang som
fotomodel. Der er ikke nogen der forærer
noget til dig, alle fotografer be'r om penge,
modelbureauerne betaler ikke noget uden du har
arbejdet og tjent nogle penge, hvis ikke du har
tjent penge får du ikke arbejde.
N. Det lyder hårdt.
G. Det er klart, og der er masser af piger
der vil have et arbejde, og man skal ikke
forvente at Paris står med åbne
arme.
N. Man skal ikke ha' de store
forventninger?
G. Det er nok et af de største
problemer ved Danmark. Du har ikke nogen
modstandskraft, hvis det bare går en lille
smule dårligt, så falder det hele
til jorden for dem. Det er det pigerne
lærer hernede. Der er ikke nogen far og
mor de kan gå hen til, der er heller ikke
noget bistandskontor. Der er ikke noget som
helst. Fordi hvis du vil klare dig må du
knokle for at det skal lykkes. Bistandskontor og
sådan noget gælder slet ikke
hernede. Men det er kun sundt at opdage at man
skal kæmpe for det man vil nå,
ikk'?
Transskriberet interview:
Copyright 1999. Niels H. S. Nielsen. Originale
lydoptagelser: Copyright 1986. Niels H. S.
Nielsen